Haver til Maver indvier skolehave på Lilliendal Gods

NATUR – Herregårdsdrivhus fra 1820 bliver hjertet i nyt skolehavecenter, som åbner den 8. juni på et Liliendal Gods i Vordingborg Kommune.

Et gammelt herregårdsdrivhus fra 1820 bliver hjertet i nyt skolehavecenter på Liliendal Gods i Vordingborg Kommune.

Bag hovedbygningen på Lilliendals lå indtil for nyligt et gammelt forfaldent drivhus fra 1820’erne. Det var ikke meget bevendt, men en omfattende renovering har forvandlet den gamle bygning fuldstændig. Efter næsten 50 års dvale skal der igen dufte af muld og planter i det gamle drivhus præcis som dengang, man dyrkede grøntsager til godsets store folkehold.

Når drivhusdørene bliver slået op til indvielse den ottende juni, står et indendørs undervisningsrum med alle de nødvendige faciliteter til at drive en moderne skolehave klar parat til at modtage elever fra Vordingborg Kommunes skoler.

- Jeg håber, at børnene, og dermed en ny generation, får en positiv og værdifuld relation til stedet, og Lilliendal bliver mere end en landbrugsvirksomhed og et stort hus i lokalmiljøet, forklarer Mette Heiberg, der er bestyrelsesformand i Foreningen Lilliendal Skolehave.

- Eleverne vil opdage, at det er sjovt og ikke spor svært at dyrke grøntsager, og hele oplevelsen giver lyst til at lave mad og spise sundt, siger hun.

Men der er også andre gevinster. Når børnene sår, høster og laver mad af deres egne grøntsager, bruger de geometrien til at måle havestykker, de tæller frø, læser opskrifter og staver sig igennem grøntsagernes navne.

Haver til Maver
Den nye skolehave på Liliendal Gods har fået starthjælp fra foreningen Haver til Maver, som arbejder for at styrke børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed gennem skolehaver og madlavning.

Haver til Maver fik sidste år for anden gang en stor millionbevilling fra Nordeafonden – denne gang 15 millioner – til at udbrede skolehaver i hele landet, og det er i høj grad kommet Lilliendal-haven til gode.

- Det har været en ubeskrivelig stor hjælp for os at samarbejde med Haver til Maver. De har givet os viden om alt, lige fra hvordan man får et samarbejde med kommunen op at stå, til hvor mange elever man kan være om et bed. Fra udarbejdelse af undervisningsplaner til, hvad der er godt at dyrke, siger Mette Heiberg.

Lilliendal Skolehave har også fået støtte fra Realdanias program »Fremtidens Herregård«, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne, Haver til Maver og Friluftsrådet.

Projektet er desuden udviklet i samarbejde med Vordingborg Kommune. Greg Kobett fra Tegnestuen Paradehuset har været arkitekt og landskabsarkitekt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: