Gravid TV-vært med skildpadde på maven

NATUR – TV-vært Lisbeth Østergaard bruger sin højgravide mave som malerlærred for at hjælpe WWF Verdensnaturfonden med at redde truede havskildpadder fra plastik-død.

Lisbeth Østergaard støtter kampen mod plastikforurening i Kenya, som tager livet af havskildpadder. Foto: WWF / Niclas Jessen

Den højgravide TV-vært Lisbeth Østergaard har ladet sig bodypainte for at støtte WWF Verdensnaturfondens indsats mod plastikforurening i Kenya, som tager livet af både mor- og baby-havskildpadder.

- Det er ikke til at holde ud, hvordan vi mennesker sviner vores planet til. Mange tager den simpelthen for givet. Som mor og gravid er det ekstra hjerteskærende at se hunskildpadder, som ikke kan finde et sted at lægge deres æg, og babyskildpadder, som ikke overlever deres første tur ud til vandet, siger Lisbeth Østergaard og tænker over, hvordan det ville være at føde på en losseplads.

Netop nu er havskildpadderne i Kenya begyndt at yngle. Men skildpadderne står over for en sandt plastikmareridt, fortæller WWF i en pressemeddelelse.

Deres ynglestrande i Kenya-regionen Lamu bliver hver eneste dag overskyllet af massive mængder plastikaffald, som flyder med havstrømmen ind fra Sydøstasien. Alene på en enkelt strand på størrelse med Bellevue i København skyller der ifølge WWF hver eneste dag 100 kilo plastik ind – en uskøn blanding af klipklappere, plastikflasker, engangslightere og gamle tandbørster.

Dumper æggene i vandet
De plastikfyldte strande betyder, at hunskildpadderne ofte ikke kan finde et sted at grave rede til deres æg.

Når det sker, dumper de i stedet æggene i vandet, hvor fostrene dør. Og de bittesmå babyskildpadder, som det lykkes at udklække på stranden, har svært ved at kæmpe sig gennem affaldet og nå ud til havet, før andre dyr æder dem.

For at give havskildpadderne bedre odds for at overleve, renser WWF hver dag strandene for plastik i ynglesæsonen mellem februar og juni. Det er den indsats, som Lisbeth Østergaard synes det er vigtigt at få fokus på.

Skrald på gaden
- Jeg er ikke nogen engel, men jeg sorterer mit skrald meget grundigt og undgår plastikposer – og gør mit bedste i det daglige for at tage ansvar for, hvad det er for en klode, jeg efterlader til mine børn. Min søn Viggo på tre år siger ofte: »Se mor, der er nogen, der har smidt skrald på gaden, det må man ikke« – så bliver jeg varm om hjertet.

- Det er så vigtigt, at vi får stoppet det her plastik-vanvid både for dyrenes og vores egen skyld. Så hvis jeg kan være med til at skabe opmærksomhed om WWF’s sag, stiller jeg gerne mig selv til rådighed. Og så er det jo en ret flot skildpadde, jeg har på maven, ikke? siger Lisbeth Østergaard og smiler.

Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, siger, han er superglad for, at Lisbeth Østergaard støtter op om sagen.

- Havskildpadderne er i forvejen nogle af verdens mest truede dyr, og de har brug for al den hjælp, de kan få – både fra Lisbeth og alle andre. Man behøver ikke være kendt for at gøre en forskel. Bare det at tage en mulepose med i supermarkedet, at lade være med at smide skrald i naturen og at droppe sugerøret i sin drink, betyder noget.

Plastik slår hver dag havskildpadder ihjel på mange måder. Mange skildpadder forveksler plastik i havet med mad og bliver kvalt eller sulter ihjel. En masse andre bliver viklet ind i fx sixpack-holdere, ballonsnore og gamle fiskenet og drukner.

 

Fakta: Havskildpadder

  • Halvdelen af alle havskildpadder i verden har spist plastik.
  • Fem ud af verdens syv havskildpadde-arter er klassificeret som enten kritisk truede, truede eller sårbare.
  • Kun én ud af 1.000 skildpaddeunger overlever til voksenalderen.
  • Fem af verdens syv havskildpaddearter lever langs Kenyas kyststrækning. Tre af dem yngler i Lamu.
  • 100.000 havpattedyr og skildpadder samt én million havfugle dør hvert år på grund af plastforurening.
  • 8 millioner ton plastik bliver dumpet i verdenshavene hvert år. Det svarer til 15 ton i minuttet.

Kilde: WWF Verdensnaturfonden

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: