Første danske demo for dyrenes rettigheder

NATUR – Danmarks første officielle march mod dyremishandling og for dyrenes ret til et værdigt liv i overensstemmelse med deres adfærd og natur finder sted i morgen lørdag klokken 13 i Aarhus og København.

Danmarks første officielle march for dyrenes rettigheder finder sted lørdag eftermiddag i både Aarhus og København. Grafik: Joanne McArthur / We Animals

Mad med Medfølelse, Danmarks veganske forening arrangerer i samarbejde med Vegan Change Danmarks første officielle demonstration for dyrenes rettigheder i morgen lørdag klokken 13.

Dyrerettighedsmarchen finder sted lørdag i både Århus og København og starter klokken 13 fra Bispetorv i Aarhus og i København fra Den Røde Plads. Ifølge arrangørerne har tusinder af deltagere allerede tilmeldt sig.

Marchen finder sted for »at informere den brede befolkning om den måde vi i samfundet anvender dyr, samt den lidelse og død det dagligt medfører for millioner af dyr«, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Fri for menneskers mishandling
Deltagerne vil marchere gennem gaderne i de respektive byer, med bannere og skilte og råbe slagord for at sende et klart signal om, at »vi ønsker en medfølende verden, hvor alle dyr er fri for menneskers mishandling og udnyttelse.«

Demonstrationen bliver blandt andet støttet af Thorbjørn Schønning fra Anima, som sammen med Casper Hilt fra Fremtiden er Vegansk er blandt talerne. Også kendis-dyrevennen Kira Eggers støtter marchen i Aarhus og København.

LÆS OGSÅ: 200 demonstrerede i Aarhus for dyrs rettigheder

Samlede 5.000 deltagere i London
»Det er med andre ord en stærk, samlet front der vil marchere i tusindtal for alle dyrs rettigheder gennem gaderne i Danmarks to største byer. Endvidere er dyrerettighedsmarchen en del af en international bevægelse, der har haft lignende marcher rundt omkring i verden«, skriver arrangørerne.

Da en lignende march sidst blev afholdt i London, marcherede mere end 5.000 mennesker for dyrs rettigheder. Også i Los Angeles afholdes demonstrationer for dyrs rettigheder. Her går deltagerne gennem Hollywood.

»Det er med andre ord en bevægelse, der har fået stor momentum gennem de sidste par år, og det afspejler tendensen i samfundet: Der er større og større opmærksomhed på dyrs forhold, både i landbrugs- og pelsindustrien og til underholdning«, skriver arrangørerne med henvisning til at brugen af vilde dyr i cirkus i Danmark netop er blevet forbudt ved lov.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: