Flertal vil fjerne momsen på økologi

ØKOLOGI – Et flertal blandt vælgerne vil gøre økologiske varer billigere for eksempel ved at fjerne momsen. Det viser en ny undersøgelse, Gallup har lavet for Enhedslisten.

Der er opbakning blandt vælgerne til at gøre økologiske varer billigere ved for eksempel at fjerne momsen på 25 procent. Foto: Økologisk Landsforening

Det er ikke kun de grønne partier, der vil satse langt stærkere på økologiske fødevarer. Et stort flertal af vælgerne er med på at gøre de økologiske fødevarer billigere, så alle har råd til at spise økologisk, viser en ny Gallup-undersøgelse.

»Økologiske fødevarer burde gøres billigere f.eks. ved at fjerne momsen på økologiske varer«.

Dette udsagn er 66 procent af vælgerne enten enige eller overvejende enige i, viser undersøgelsen, meningsmålingsinstituttet Gallup har lavet for Enhedslisten i forbindelse med kommunalvalget.

Glade for opbakning
- Vi er glade for opbakningen til at arbejde for, at økologiske varer bliver billigere. Enhedslisten vil arbejde for, at måltiderne i regioner og kommuner bliver økologiske. Alle skal kunne nyde økologisk mad i skoler, børnehaver, plejehjem, og hvis man kommer på sygehuset, siger Søren Egge Rasmussen, der er fødevareordfører for Enhedslisten.

- Rent drikkevand og sunde fødevarer kan sikres gennem økologisk dyrkning. Fedt at der er opbakning til det i befolkningen, siger han.

Sammen med SF, Alternativet og Radikale Venstre har Enhedslisten for nylig fremsat forslag om, at der skal mere økologisk og plantebaseret mad i offentlige køkkener.

Ifølge udspillet fra de grønne partier skal alle offentlige køkkener i Danmark op på en økologiandel på mindst 60 procent og mindst halvdelen af de offentlige køkkener skal være 100 procent økologiske i 2030, fremgår det af beslutningsforslaget, som blev fremsat i Folketinget den 10. november 2017 af de fire partier.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: