Fejø Frugt crowdfundede sig til 1.4 millioner på seks timer

ØKOLOGI – Fejø Frugt udvider arealet med med 8,5 hektar økologiske æbler. 128 private investorer skød penge i projektet. Investeringen på 1,4 millioner kroner var sikret på kun seks timer via Coops Crowdfunding.

Laust Spandet Jensen crowdfundede sig til 1,4 millioner kroner på blot seks timer. Det er den hidtidige rekord.

Private investorer står i for at skyde penge i lovende økologiske projekter. Blot seks timer efter, at Coop Crowdfunding udbød projektet om flere økologiske æbler fra Fejø, var der rejst 1,4 millioner kroner. Det er det hidtil hurtigst finansierede lån i den størrelsesorden, siger en finansieringsekspert.

De 1,4 millioner til Fejø Frugts udvidelse er finansieret af 128 private investorer, der gerne vil støtte den økologiske produktion og samtidig have et udbytte på 3,25 procent i rente.

Laust Spandet Jensen, der er økologisk frugtavler og står bag Fejø Frugt, er meget overrasket over, at det gik så hurtigt.

- Jeg fatter ikke, at der er så mange, der er interesseret. Men det er jo nok fordi, at Fejø Æbler er rimelig kendt, og det der med at omlægge til økologi, det er noget folk gerne vil, siger han.

Med den nye kapital kan Laust Spandet Jensen udvide sin frugtplantage med 8,5 hektar og plante æbletræer, der skal drives økologisk uden sprøjtegifte. I dag er der korn og raps på markerne, og der vil gå op mod fem år, før æblerne kan købes i butikkerne.

Nicolai Jæpelt, der er projektleder ved Coop Crowdfunding, har aldrig set et projekt blive fuldtegnet så hurtigt før.

- Det rammer en nerve, det der med, at man kan støtte økologien, selv købe de æbler, der kommer ud af det, og ovenikøbet tjene penge på det. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se mange flere af den slags projekter i fremtiden, siger Nicolai Jepælt.

Også Andreas Helgason fra Lendino, som kreditvurderer flere virksomheders crowdfunding-projekter, blandt andet Coops, er overrasket.

- Jeg har aldrig set så store lån blive finansieret så hurtigt af privatpersoner, siger han.

LÆS OGSÅ: Fejøs økologiske frugttræer blomstrer

Danskerne har investeret 11 millioner via Coop Crowdfunding
Fejø Frugt gik ligesom 28 andre lokale fødevareproducenter med i Coops Crowdfunding-satsning i 2017, og sidste år fik frugtplantagen på kun to dage finansieret deres omlægning til økologisk drift. Derudover fik Thise på fire dage finansieret 400.000 kr. til produktion af Græsmælk, mens knap 200 forbrugere finansierede udbygning af den knap 100 år gamle Dagli’Brugsen i Stevnstrup, der genåbner på lørdag.

Coop Crowdfunding har vist, at danskerne er klar til at skyde penge i spændende fødevareprojekter, og Coop er meget tilfredse med, at danskerne har taget så godt imod deres nye satsning.

- Gennem det seneste år har danskerne været med til at omsætte 29 innovative producenters visioner til nye og spændende fødevarer som insektsnack, økologisk whisky og græsmælk. Vi oplever, at danskerne er villige til at skyde penge i spændende projekter, og derfor er vi altid på udkig efter nye fødevareproducenter med en god idé, siger Nicolai Jæpelt, Crowdfunding ansvarlig hos Coop.

På Coop Crowfundings hjemmeside kan man foruden Fejø Frugt netop nu støtte Ærø Whisky, der vil opføre et nyt malteri, så de kan levere 100 procent økologisk whisky fra Ærø samt Danske Frilandssnegle, der vil etablere snegleproduktion til hverdagskøkkenet.

Danskerne er villige til at skyde penge i mad-iværksættere
Crowdfundingplatforme som Coop Crowdfunding har gjort det nemmere for danskerne at tage aktiv del i mindre fødevarevirksomheders rejse med at udvikle nye, spændende produkter. Hos Dansk Crowdfunding Forening ser de en tydelig lyst hos danskerne til at støtte denne rejse.

- Vores erfaring er, at særligt muligheden for at hjælpe lokale projekter på vej ser ud til at tænde gnisten hos danskerne. Samtidig giver crowdfunding en unik mulighed for at søge medbestemmelse på, hvilke virksomheder og produkter, der skal se dagens lys, og det tror vi, at danskerne som aktive forbrugere finder meget interessant, siger Sigurd Schou Madsen, næstformand i Dansk Crowdfunding Forening og chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Coop Crowdfunding startede som et pilotprojekt tilbage i april 2017, men er i dag en veletableret forretning under Coop, hvor målet er at hjælpe endnu flere visionære fødevareproducenter og dermed gøre Danmark rigere på ny og spændende mad.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: