Farlig kemi i hvert femte produkt til babyer

MILJØ – Sutter, autostole, gulvpuslespil. Babyer er i hudkontakt med mange produkter hver dag. Og mange af dem kan udsætte børnene for hormonforstyrrende stoffer og anden skadelig kemi.

Også i sutterne kan de være potentielt hormonforstyrrende stoffer, viser en opgørelse fra Forbrugerrådet Tænk. Foto: Colourbox

Pas på når du køber sutter, bleer eller legetøj til dine børn. En ny opgørelse fra Forbrugerrådet Tænk viser, at der er problematiske stoffer i hvert femte af  i alt 327 produkter til babyer og små børn.

I 22 procent af produkterne i 13 forskellige produktkategorier er der fundet stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende.

Forældre kan ikke vide sig sikre
- Det er tankevækkende og skræmmende, at vi kan gennemgå så mange forskellige typer af produkter til babyer, og at der ikke er én eneste produktkategori, hvor forældre kan vide sig sikre for hormonkemi, siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

- Der er mange videnskabelige undersøgelser, der peger på, at disse stoffer har hormonforstyrrende effekter. Derfor bør de ikke findes i forbrugerprodukter , og da slet ikke i produkter til babyer, understreger hun.

Særligt udsatte
Små børn og babyer er særligt udsatte, da de ofte tygger eller sutter på alt, hvad de kan få fat på. Derfor bliver de i højere grad end voksne udsat for stoffer, der er mistænkt for at forårsage en lang række uønskede effekter. Blandt andet lav sædkvalitet og for tidlig pubertet.

- Babyer skal ikke være deltagere i et kemi-eksperiment, hvor vi om nogle år risikerer at opdage, at der er gjort uoprettelig skade, fordi vi brugte en masse sundhedsskadelig kemi, mener Anja Philip.

Kræver forbud
Derfor vil hun have politikerne på banen med et forbud mod stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

- Usikkerheden bør komme forbrugerne til gode. Danske ministre i skiftende regeringer har presset på i EU for skrappere regler, men når der ikke sker noget, mener vi, at Danmark skal gå foran med et nationalt forbud, siger hun.

Danmark har tidligere indført nationale forbud mod problematiske stoffer som bisphenol A og parabener i børneprodukter, hvorefter EU har fulgt trop og strammet reglerne.

Debat på facebook
I morgen søndag 7. juni kl. 20.30 sætter formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip scenen, når seks politikere, blandt andet miljøminister Kirsten Brosbøl, debatterer kemi i forbrugerprodukter på Facebook-siden KemiKaos.

KemiKaos på facebook

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: