Få tilskud til energi-renovering

TILSKUD – Selvom BoligJobordningen ikke officielt er genindført endnu, kan håndværkere allerede nu reklamere med ordningen over for kunderne. Det vurderer TEKNIQ, som repræsenterer næsten 3.000 el- og vws-virksomheder.

Bolig-job-ordningen i regeringens vækstpakke er en af de få elementer, som blev modtaget positivt af de grønne organisationer. (Foto: Colourbox)

BoligJobordningen betyder, at man som boligejer, lejer eller andelshaver kan få tilskud til blandt andet isolering og anden form for energirenovering.

– Regeringen har fremlagt et forslag om at genindføre BoligJobordningen med tilbagevirkende kraft for hele 2013, ligesom den vil gælde for hele 2014. Derfor kan kunder altså få udført arbejde nu og stadig trække udgifterne til arbejdsløn fra, når loven er endeligt vedtaget, siger Christian Jarby, der er chef for teknisk afdeling i TEKNIQ.

Han vurderer, at der er en meget lille risiko for, at ordningen ikke bliver til noget, idet der er en bred politisk opbakning i Folketinget.

– Venstre har for eksempel meldt tydeligt ud, at partiet støtter ordningen, som Venstre jo også selv indførte oprindeligt. Dermed er der et flertal på plads, og både installatører og kunder kan derfor trygt udføre og få udført arbejde, der hører ind under ordningen, siger Christian Jarby.

BoligJobordningen forventes endeligt vedtaget efter påske, når hele Vækstplan DK er faldet på plads.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: