Den radikale biodiversitet

KOMMENTAR – Hvis vi skal sikre den danske biodiversitet, må og skal vi altså begynde i den eksisterende højkvalitets-natur. Det er her, vi finder de virkelige juveler i den danske naturs smykkeskrin, skriver Morten DD Hansen om Radikale Venstres nye bæredygtighedsprogram.

Af Morgen DD Hansen

Morten DD Hansen er naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus.

De Radikale har vedtaget et nyt og omfattende bæredygtighedsprogram, hvor både landbrug og natur bliver behandlet. Sådanne programmer er altid interessante, når man hver dag beskæftiger sig med naturens tilstand, og det var derfor med interesse, at jeg kastede mig om bord i det. Landbrug og biodiversitet er tæt koblede, og det ene kan ikke behandles uden at indtænke det andet. Men eftersom jeg ikke er landmand, vil jeg overlade landbrugsbetragtningerne til en sådan og nøjes med at kommentere på biodiversiteten, dog med enkelte sidespark til landbrugs- og vandmiljø-afsnittene.

Tre ud af ni
I indledningen af programmet beskrives det kort, hvordan Danmark med tiden har bevæget sig mod et biologisk monokulturelt samfund. RV’s mål er igen at få et mangfoldigt dyre- og planteliv i Danmark, og det kan man naturligvis kun støtte op om. Hvad virkemidlerne angår, er der til gengæld en række skuffelser i vente. Ud af de ni virkemidler er det faktisk kun tre, der for alvor vil levere i forhold til biodiversitet, nemlig udlægning af mere urørt skov, braklægning af marginaljorder samt forvaltningsplaner (hvis de følges!) for rødlistede arter.

Gode virkemidler
Skoven er fornuftig, fordi der vitterligt er langt flere arter i urørt skov end i forstligt drevet skov. Alle analyser peger da også på, at skovens formentlig er det sted, hvor man får mest biodiversitet for pengene. Braklægning af dårlig jord er et fremragende virkemiddel i forhold til sjældne insekter i det åbne land; mange brakmarker i det jyske stod således i et funklende flor af blåmunke, gul evighedsblomst og mark-krageklo. Endelig giver det rigtig god mening med forvaltningsplaner for langt flere rødlistede arter end i dag. Hvis ikke man planlægger med disse art som mål, forsvinder de nemlig!

Virkningsløse virkemidler
De seks andre virkemidler stiller jeg mig til gengæld langt mere skeptisk over for. Flere grønne korridorer, småbiotoper o. lign, national- og naturparker, grønne arealer i byerne, bekæmpelse af invasive arter og reduktion af ammoniakfordampning er alt sammen sympatiske virkemidler, som alt andet lige vil bevirke en eller anden form for forbedring af naturen. Ingen af dem løser dog akutte problemer, og generelt kan det synes formålsløst med sådanne virkemidler, når man ikke adresserer den absolut største trussel mod vores biodiversitet, nemlig at vi ikke forvalter vores allerede udlagte natur med biodiversitet for øje. Det kan sagtens være, at der er dobbelt så mange sanglærker på en økologisk som på en konventionel mark, men den ”succes” blegner altså, når orkidéer, sommerfugle, biller og svampe imens forsvinder fra den ene lokalitet efter den anden, fordi der ikke længere slås hø eller afgræsses med husdyr.

Mål og prioriteringer?
Hvis vi skal sikre den danske biodiversitet, må og skal vi altså begynde i den eksisterende højkvalitets-natur. Det er her, vi finder de virkelige juveler i den danske naturs smykkeskrin. Der skal sikres græsning, slid, afbrænding, høslæt eller slet og ret fred (i skoven). Men den prioritering finder jeg ingen steder, heller ikke i det radikale program. Hvordan man overhovedet kan undgå at bruge ordet ”prioritere” i naturafsnittene i programmet, kan virkelig undre. Vi er nødsaget til at erkende, at vi langt hen ad vejen sagtens kan afkoble landbrugsproduktionen fra biodiversitets-forvaltningen, og at vi derfor sagtens kan prioritere landbrug på nogle arealer og natur på nogle andre.

En nørd taler ud
Nuvel, jeg ved godt, at jeg er nørd. Jeg bekymrer mig hverken om liv i landdistrikterne eller dyrevelfærd. Det må andre tage sig af. Jeg bekymrer mig om, hvorvidt den danske natur bliver forvaltet, så den også om hundrede år kan huse arter som mariehøneedderkop, vibefedt og rødrygget tornskade – ikke fordi det understøtter naturens serviceydelser eller sikrer os mod et sammenbrud i økosystemerne, men fordi det slet & ret er det rigtige at gøre. Der skal også være plads til andre end os selv på denne planet! I sidste instans er det en opgave, der handler om at prioritere den natur, som er svær at erstatte. Den natur, der let kommer igen (fx ukrudtet i min have), er der jo ingen grund til at prioritere!

• Morten DD Hansen (f. 1972) er naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor han arbejder med naturforvaltning og biodiversitet. Han var i 2011 vært på Danmarks første og eneste kratluskerprogram på TV, Bidt af Naturen på DR1, og er en hyppigt benyttet kommentator og debattør.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: