DANVA: Stop for skifergas er historisk for grundvandet

ENERGI – Regeringens beslutning om at standse al eftersøgning af olie og gas på land vækker glæde i vandsektoren. Udmeldingen fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt fjerner dermed endegyldigt faren for, at fracking efter skifergas kan forurene grundvandet.

Skuespilleren Ulla Henningsen og Tarjei Haaland fra Greenpeace ved en demonstration mod boringerne i Dybvad i 2015. Foto: Greenpeace

Det er en historisk beslutning, energi-, forsynings- og klimaministeren har taget, om ikke længere at ville give tilladelse til at eftersøge og udvinde olie og gas på land. Det mener vandsektorens organisation, DANVA.

»Der er stor ros til ministeren for at tage dette definitive skridt. Det betyder nemlig, at vi ikke længere skal bekymre os om, at fracking efter skiftergas ville kunne forurene vores drikkevand,« siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Franske Total borede i en årrække under stor bevågenhed efter skifergas i Dybvad i Nordjylland. Men selskabet opgav til sidst eftersøgningen, der blandt andet bød på en skandale. Total havde anvendt et kemikalie, som det ikke havde tilladelse til at bruge. Afsløringen betød, at myndighederne standsede eftersøgningen i en periode, og at selskabets aktivitet blev sat under skærpet overvågning.

»Det er DANVAs holdning, at efterforskning og indvinding af råstoffer kun må ske, hvor det er uden risiko for grundvandet. Problemet er, at man ikke kan være sikker på at holde kemikalierne væk fra grundvandet,« siger Carl-Emil Larsen.

LÆS OGSÅ: Udvinding af skifergas truer USA’s drikkevand

Historisk milepæl
- Regeringen sætter en historisk milepæl i dansk energi- og klimapolitik og siger stop for olie, gas og skifergas på land i Danmark. Det skal være slut med lokale bekymringer for boringer, lød det fra energiminister Lars Chr. Lilleholt, da han offentliggjorde nyheden på facebook.

Siden Total opgav at søge efter skifergas i Dybvad, har det hollandske firma Nail Ressources haft en ansøgning liggende i Energistyrelsen om at få lov til at bore efter skifergas på Lolland-Falster. Ministerens beslutning betyder nu, at ansøgningen bliver afvist.

»Det glæder vi os over. Der er jo højt tryk nede i jorden, og derfor er der risiko for, at en forurening vil kunne sprede sig til grundvandet. Vi ser skrækeksempler fra udlandet, hvor fracking har forurenet drikkevandsmagasiner. Fejl og mangler kan få alvorlige miljømæssige konsekvenser,« siger Carl-Emil Larsen fra DANVA.

En ny vurdering fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Grønland og Danmark) og Energistyrelsen viser, at der ikke umiddelbart er potentiale for at finde olie og gas af samfundsøkonomisk betydning på land i Danmark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: