Danskere bag USA’s første havvindmøllepark

ENERGI – Det bliver danske rådgivere og ingeniører fra Rambøll, der skal planlægge og designe USA’s første havvindmøllepark, der skal stå klar om 30 måneder. De 130 møller, der indgår i projektet, skal produceres i Danmark af Siemens.

Rambøll skal projektere fundamenter af stål, der skal bankes omkring 26 meter ned i havbunden syd for halvøen Cape Cod på USA’s østkyst. Fundamenterne er 4-6 meter i diameter og vejer mellem 250 og 350 ton, skriver Ingeniøren.

Danskerne og deres amerikanske kolleger fra Keystone Engineering og PMSS får travlt, for parken skal stå klar allerede om 30 måneder.

Flere havvindmølleparker på vej
Omfattende lokal modstand har gjort godkendelsen af havmølleparken til en lang og hård kamp, men nu er der flere amerikanske havmølleparker på vej.

Direktøren for Offshore Wind i Rambøll, Klaus Jacob Jensen, ser den amerikanske ordre som et gennembrud, der kan gavne hele industrien.

- Med Cape Wind som spydspids vil der med stor sandsynlighed kunne sættes flere nye projekter i gang. Det kan komme hele vindenergibranchen til gode og ikke mindst skabe danske arbejdspladser,« siger han i en pressemeddelelse.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: