Danske landmænd er med på øko-bølgen

ØKOLOGI – Flere og flere landmænd er villige til at sige farvel til sprøjtegifte og kunstgødning.

Hver tiende landmand overvejer at lægge om til økologisk drift, og 16 procent af landets 60.000 bønder mener, at dansk landbrug skal arbejde på at blive økologisk. Foto: Morten Telling

Hver tiende landmand overvejer nu at omlægge gården til økologisk drift, og 16 procent af landets ca. 60.000 store og små bønder mener, at dansk landbrug skal arbejde på at blive økologisk uden brug af sprøjtegifte og kunstgødning.

Det fremgår af en ny meningsmåling, som analyseinstituttet GfK har lavet for De Danske Landboforeninger.

Den viser også, at mere end hver tredje landmand støtter en lidt mere moderat fremtidsvision. De mener, Danmark bør arbejde hen mod et landbrug fri for sprøjtemidler og med et begrænset forbrug af kunstgødning.

På få år er der sket et markant skred i danske landmænds holdning til økologisk og miljøvenlig landbrugsdrift. I 1995 gennemførte det samme analyseinstitut nemlig en tilsvarende undersøgelse, som kun tydede på en meget begrænset interesse for økologisk landbrug blandt erhvervets udøvere. Dengang var det kun fire procent af landmændene, som overvejede at blive økologer.

De små er mest miljøvenlige
Det er landmænd med små og middelstore brug, der vil gå længst for at gavne miljøet. Store landmænd er mindre indstillede på at give afkald på at sprøjte, når ukrudtet er ved at tage overhånd, eller svampe og insektr tager for sig af retterne i marken.

Godt en tredjedel af de små landmænd med mindre end 20 hektar synes, at landbruget helt og holdent skal satse på økologien. Halvdelen af denne gruppe mener, erhvervet bør arbejde hen mod helt at blive sprøjtemidlerne kvit.

Til sammenligning går kun 17 pct. af landmænd med over 125 hektar ind for et pesticidfrit landbrug, og blandt dem mener kun 6 procent, at landbruget bør være økologisk, viser meningsmålingen.

Rekord stor tilgang
Landmændenes nye interesse for økologi har allerede sat sig spor. Siden 1993 er det økologiske areal blevet tredoblet. I år vil 63.000 hektar blevet dyrket efter de økologiske regler. Det svarer til godt to procent af det samlede landbrugsareal.

1636 økologiske landbrug
Det er Plantedirektoratet under Fødevareministeriet, der godkender de nye økologer og kontrollerer, om de overholder reglerne. Direktoratet oplyser, at 470 nye landmænd i år bliver autoriseret og begynder at lægger deres bedrifter om.

Så mange nye økologer har aldrig før meldt sig på et enkelt år. Med de nye omlæggere kommer antallet af økologiske landmænd i Danmark op på 1.636.

Hidtil har det mest været landmænd med malkekøer, der har omstillet produktionen. Det skyldes, at kvæggårde er forholdsvis nemme at omlægge. Der er ikke så stor forskel på den måde, man driver en almindelig gård med køer, og den praksis, man skal indstille sig på som økolog.

Ejendomme med svin og gårde, hvor der udelukkende bliver dyrket markafgrøder, har det derimod knebet med i statistikken. Det retter ansøgningerne i år noget op på. Svinebønder og planteavlere begynder nu også så småt at interessere sig for økologisk produktion.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: