Britisk landbrugsminister opfordrer til omlægning

ØKOLOGI – Ny gratis rådgivning skal få flere landmænd til at dyrke økologisk

Det britiske landbrugsministerium har relanceret en gratis rådgivningstjeneste, der skal få flere landmænd til at lægge om. Ordningen etableres i samarbejde med natur- og miljøorganisationen, Natural England.

Foreningen skal dog ikke selv stå for rådgivningen, men har i stedet udpeget den økologiske forskningsinstitution, Elm Farm Research, til at varetage opgaven, der omfatter etablering af en on-line-tjeneste, diverse informationsmaterialer samt konsulentbesøg hos den enkelte landmand.

Den britiske landbrugsminister, Lord Rooker, siger, at regeringen er opsat på at få flere landmænd til at lægge om, så de kan drage fordel af de mange muligheder, den stigende efterspørgsel efter økologiske fødevarer giver.

Forbrugernes glubende appetit efter økologiske fødevarer har resulteret i mangel på råvarer, og britiske supermarkeder må importere en stor del fra udlandet.

Landmænd ved for lidt
- Dette er godt nyt for både landmænd og naturens vilde dyr, siger formanden for Natural England, Sir Martin Doughty.

- En af de barrierer, som forhindrer flere landmænd i at lægge om, er manglende kendskab til økologiske principper og prouktionsmetoder. Men det er en barriere, som vi med hjælp fra Organic Resarch Centre vil fjerne, siger han.

En lignende rådgivningstjeneste blev første gang etableret i 1999, men ophørte i 2006. Den nye ordning har fået grønt lys fra EU.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: