Bedre forhold for besøgende ved Tipperne

NATUR – Den storslåede natur ved Tipperne får snart forbedrede besøgsforhold. Projektet er ét af 10 projekter, som skal skabe bedre adgang til særlige steder i det danske landskab. Realdania gennemfører projekterne sammen med Naturstyrelsen.

Tipperne byder på et rigt plante- og dyreliv. Her kan man opleve i tusindvis af vade- og trækfugle. Foto: Johansen Skovsted Arkitekter

I bunden af Ringkøbing Fjord ligger to store strandenge, Værneengene og Tipperne, som byder på et rigt plante- og dyreliv. Her kan besøgende fra 1. marts til 31. oktober se i tusindvis af vade- og trækfugle. I området finder man også den gamle forpagterbolig Tipperhuset, et ældre observationstårn og en to kilometer lang natursti. Men faciliteterne og formidlingen af områdets storslåede natur trænger til et løft.

Naturen er ét af yderområdernes stærkeste potentialer. Realdania har sammen med Naturstyrelsen udvalgt 10 særlige steder i det danske landskab, hvor mødet mellem menneske og natur styrkes gennem arkitektur af mindste skala og højeste kvalitet. Tipperne er ét af de ti steder.

Projektet ved Tipperne skal skabe smukke, nye rammer for oplevelsen af stedet. Konkret består projektet af et nyt observationstårn, som opføres i en spinkel, stilladslignende konstruktion, der nærmest glider i ét med himlen.

Ved Tippesande etableres et lille pyramideformet skjul, der inviterer til at observere fugletrækkene helt tæt på. Derudover renoveres og omdannes Tipperhuset, så man her kan nyde medbragt mad og en mindre udstilling om området i historiske rammer.

- Tipperne er et helt særligt naturområde i Vestjylland og Danmark. Projektet er et godt eksempel på, hvordan man med et minimum af indgreb kan formidle natur og kultur og skabe et besøgssted af høj kvalitet, som også kan bidrage til at styrke turisme og lokal udvikling i Vestjylland, siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

Johansen Skovsted Arkitekter med Bertelsen & Scheving som totalrådgiver har udviklet projektet sammen med Realdania og Naturstyrelsen.

Projektet i Tipperne forventes at blive realiseret i løbet af 2015.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: