Auken lover hurtigere miljø-godkendelser

MILJØREGULERING – Landbrug og virksomheder kan glæde sig til hurtigere og enklere miljøgodkendelser, lover miljøminister Ida Auken. Virksomhederne skal reguleres efter, hvor meget de forurener, og ikke hvor meget de producerer. Fire ud af fem miljøgodkendelser skal helt kunne sløjfes, er målsætningen.

Det skal være hurtigt og nemt at få miljøgodkendelse for landbrug og industri. Foto: Colourbox

Danske virksomheder skal hurtigere kunne ændre eller øge produktionen uden at skulle gennem en tidskrævende miljøgodkendelse.

Miljøminister Ida Auken lægger nu op til en modernisering af dele af miljøgodkendelsessystemet. Det sker samtidig med lanceringen af regeringens vækstplan for landbrug og fødevareindustri, der skal skabe job og økonomisk vækst.

- I dag er det en vigtig konkurrenceparameter, at virksomhederne kan omstille produktionen hurtigt, og det vil vi gøre så nemt som muligt. Vi vil gøre livet nemmere for virksomhederne, siger miljøminister Ida Auken.

Virksomhederne skal selvfølgelig stadig leve op til miljøkravene, men virksomhederne får nu hurtigere og mere fleksible miljøgodkendelser, understreger hun.

- Vi vil fremover basere tilladelserne på, hvad virksomhederne udleder til vand, luft og natur og ikke hvor mange liter mælk, der produceres, eller hvor mange svin der slagtes, siger hun.

Væk med produktionsloft
Virksomheders godkendelse skal med virkning fra 2015 som udgangspunkt baseres på udledning frem for på produktionslofter. Eksempelvis skal et mejeri kunne udvide produktionen af mælk, så længe virksomheden ikke udleder mere spildevand. Ændringen får betydning for alle virksomheder, der skal have miljøgodkendelse, undtagen for husdyrbrug.

For det andet skal virksomhedernes godkendelser være mere langtidsholdbare, så godkendelserne også rummer projekter, som virksomheden planlægger at gennemføre inden for en årrække. Ændringerne gennemføres i samarbejde med kommunerne, der har ansvaret for de fleste virksomhedsgodkendelser.

Tusindvis af færre miljøgodkendelser
På sigt er det regeringens plan, at fire ud af fem miljøgodkendelser skal kunne undværes. Regeringen ønsker et mere fleksibelt og hurtigere system, og derfor sætter miljøministeren en analyse i gang, der skal være færdig inden 2015.

- Jeg vil gerne modernisere miljøadministrationen, så Danmark får et af de mest effektive systemer. Vi kan gøre det enklere uden at gå på kompromis med den høje danske miljøbeskyttelse. Det gavner hverken virksomheder eller myndigheder, at noget er mere bøvlet, end det behøver at være, siger Ida Auken.

Der er i dag ca. 5.800 danske virksomheder, som skal have en miljøgodkendelse, inden de kan gå i gang med at producere eller foretage større ændringer i produktioner. Der udarbejdes årligt 500 nye godkendelser.

De 800 største virksomheder skal have en individuel miljøgodkendelse, men sagsbehandlingen vil kunne lettes for hovedparten af de 5.000 resterende virksomheder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: