Alternativet: Giv naturen juridiske rettigheder

NATUR – I Det næste Danmark skal vi passe meget bedre på naturen, end vi gør i dag. Vi skal sikre, at de grønne skove, blå vandløb og lilla heder bliver passet godt på for fremtidens generationer. Derfor skal naturen – naturligvis – have juridiske rettigheder.

Skal naturen sikres rettigheder. Eller kan vi behandle dyr og planter, som vi vil? Foto: Henrik Platz

Af Christian Poll, miljø- og naturordfører for Alternativet

I weekenden holdt vi landsmøde i Alternativet. Det var en spændende weekend med mange gode input fra vores medlemmer og tillidsvalgte fra hele Danmark.

Jeg havde blandt andet fornøjelsen af at holde et oplæg med Alternativets borgmester, Sofie Valbjørn fra Fanø. Og lige præcis på Fanø kæmper hun lige nu, sammen med det øvrige byråd, en kamp for at passe på Vadehavet, fordi byrådet i Esbjerg har planer om at udvide havnen til yderligere industri.

For i Sofies, min og resten af Alternativets optik bør ønsket om vækst aldrig være vigtigere end naturens behov. Aldrig.

Derfor er jeg også ekstra glad for et helt bestemt forslag fra Alternativets partileder, Uffe Elbæks, vision for Det næste Danmark. Her foreslår han, at naturen skal have juridiske rettigheder.

Naturens skal sikres med juridiske rettigheder
Naturen skal ikke være afhængig af skiftende politiske vinde, der blæser den vej en given regeringen i et øjeblik finder bedst. Naturen skal sikres af sit helt eget sæt juridiske rettigheder. Fra nu og til evig tid. Naturen har nemlig værdi i sig selv og er – modsat hvad mange mennesker synes at tro – grundlaget for alt liv på jorden.

Det har over weekenden fået flere journalister og politiske kommentatorer til at trække på smilebåndet, for hvordan kan man overhovedet komme på den tossede idé at give naturen juridiske rettigheder?

Desværre kan vi ikke helt selv tage æren for den ellers fremragende idé. I Ecuador skrev man i 2008 naturens juridiske rettigheder ind i forfatningen, i Bolivia har man en Moder Jord-lov og i Indien er Gangesfloden blevet tildelt menneskerettigheder.

Faktisk bør vi ikke bare nøjes med at give naturen rettigheder, vi bør også betale naturen for de ressourcer, den stiller til rådighed, og som vi tager fra den. Vi kunne eksempelvis kompensere skoven for dens tømmer og dermed naturen for tabet af ressourcer, som vi bruger til at fremstille varer og produkter.

Pengene kunne vi så geninvestere i at styrke biodiversitet og generelt skabe bedre vilkår for naturen. Det ville give så god mening og skabe et langt mere bæredygtigt forbrug af klodens ressourcer.

Ligeværd og samhørighed mellem mennesket og naturen
For mig virker det faktisk som noget af det allermest naturlige, hvis naturen – på samme måde som borgere har frihedsrettigheder – får sit eget sæt af rettigheder. Det vil i min optik skabe ligeværd og samhørighed mellem mennesket og naturen. For vi skal i fremtiden blive bedre til at indrette vores liv, økonomi og samfund i balance – i stedet for i konkurrence – med natur, miljø og klima.

I en fremtid, hvor naturen har juridiske rettigheder, ville det heller ikke være nødvendigt for Sofie og resten af det fanøske byråd at kæmpe den kamp, de kæmper nu. Naturens ret ville nemlig være sikret via sit helt eget sæt rettigheder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: