Aarhus fastholder krav om sprøjtefri dyrkning

SPRØJTEGIFT – Onsdag aften vedtog byrådet i Aarhus at pålægge landmænd ved Beder lidt uden for Aarhus at gå over til pesticidfri markdrift.

Der skal ikke meget sprøjtegift til at forurene grundvandet. Grafik: Aarhus Vand

En fire år lang debat nåede sit foreløbige endepunkt onsdag aften i Aarhus Byråd. Her besluttede et flertal af partier at pålægge 10 landmænd ved Beder at omstille til pesticidfri drift.

Kommunens undersøgelser viser, at der er fundet rester af sprøjtegifte i fire ud af 10 vandboringer. Derfor vil byrådet sikre dyrkningsarealet omkring vandboringerne.

Byrådets beslutning betyder, at landmændene nu skal ophøre med at sprøjte med kemiske midler på deres egne marker for at sikre grundvandet og dermed rent drikkevand til fremtidige generationer. Landmændene får en økonomisk kompensation for at undlade at sprøjte.

Mange har indgået aftaler
I forvejen har omkring en tredjedel af landmændene ved Beder indgået frivillige aftaler om pesticidfri drift. I februar 2016 vedtog byrådet at varsle et pålæg til de sidste 13 ejendomme. Heraf har tre siden indgået frivillige aftaler, så tilbage er nu 10, der får et pålæg, skriver Aarhus Stiftstidende.

Steen B. Andersen (S) begrundede kravet med, at der er analyseret 571 boringer i Aarhus Kommune, hvoraf der er fundet pesticidrester i 39 procent.

- Lad os derfor stå sammen for at sikre nogle gode, brede zoner, hvor der ikke sprøjtes. Lad os samles om at give landmændene gode muligheder for at ændre driften og hjælpe de landmænd, der kommer i klemme, sagde han ifølge avisen.

Dansk Folkeparti og Venstre stemte imod
Dansk Folkepartis Knud N. Mathiesen nægtede som den eneste at anerkende, at der er tale om forurening fra landbruget.

- Det er skræmmende, at man beskylder landbruget for at forurene grundvandet. Det gjorde det måske for 30-40 år siden, men der er ikke bevis for, at det gør det i dag, sagde Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti ifølge Aarhus Stiftstidende.

- Der er fundet pesticider i meget små mængder, men at det er kommet fra landbruget er ikke bevist. Det kan være fra andre erhverv og ikke mindst fra grundejere, der bruger store mængder pesticider i deres haver, mente Knud N. Mathiesen ifølge avisen.

Dansk Folkeparti og Venstre stemte som de to eneste partier i Aarhus Byråd imod beslutningen. Landbrug & Fødevarer har tidligere proklameret, at de vil slæbe kommunen for retten, hvis byrådet forbyder områdets landmænd at sprøjte med kemiske midler på deres marker.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: