3F: Masser af job i grøn omstilling

OMSTILLING – Danmarks største fagforbund har etableret en grøn tænketank med erhvervsfolk og forskere, der ser store potentialer for beskæftigelse, yderområder, eksport, konkurrenceevne og klimabeskyttelse i at satse på grøn energi og teknologi.

Energirenovering kan skabe mange nye job. Foto: Colourbox

Der er masser af nye danske arbejdspladser i at sætte fart på den grønne omstilling, skriver dagbladet Information.

Mere præcist 58.000 job i selve omstillingsfasen og 15-17.000 varige job derefter. Læg dertil tiltrængte udviklingspotentialer for Danmarks yderområder og nye omfattende eksportmuligheder.

Det er konklusionen på en analyse, der i dag fremlægges af fagforbundet 3F’s grønne tænketank med deltagelse af blandt andet en række ledende erhvervsfolk og forskere.

Dermed er tænketanken uenig med regeringen og klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V), der for nylig har sagt, at de hidtidige ambitiøse mål på klima- og energiområdet vil koste Danmark job, penge og konkurrenceevne.

Dybt bekymret
- Jeg er dybt bekymret for den linje, den nuværende regering har lagt på dette område, siger forbundsformand Per Christensen, 3F.

- Det giver simpelthen ikke mening at skrue ned for ambitionerne, for dette er lige præcis et område, hvor Danmark har tradition for at være i front, og hvor der ligger enorme potentialer for teknologi- og systemeksport, siger han til Information.

Vigtigt signal fra 3F
- Det er meget interessant, at Danmarks største fagforbund kaster sig aktivt ind i den grønne omstilling. Det er et nyt og vigtigt signal, for omstillingen skal i høj grad foregå nedefra og fra markedets aktører, og det er det her et rigtig godt eksempel på, siger Anders Eldrup, der er tidligere direktør for Dong og i dag næstformand i den grønne tænketank CONCITO.

- Forslagene fra tænketanken gavner selvfølgelig klimaet, men de har også en betragtelig beskæftigelseseffekt, som i høj grad kommer faglærte og ufaglærte arbejdere til gode, hvilket ikke er uinteressant i disse tider. Samtidig kan det tilrettelægges, så initiativerne i særlig grad gavner UdkantsDanmark, siger Eldrup med henvisning til analysens forslag på både vindkraft og bioenergiområdet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: