Sverige lokker med sne på pisterne

FERIE – Skiområderne i det sydlige Sverige åber i disse dage, hvis  du vil teste din form med ski under fødderne.

Sveriges sydligste Ulricehamn, Falköping, Mullsjö, Vallåsen og Isaberg byder velkommen på pisterne. Foto: VisitSweden

Der er ikke meget tilbage af julens sne i Danmark, men på den anden side af sundet lokker Sveriges sydligste skisteder med masser af sne, hvis du har brug for at afprøve skiformen før vinterferien, eller måske blot vil bruge en forlænget weekend til at øve dig på pisterne.

Med den seneste uges fordelagtige skivejr er skisæsonen nu skudt i gang på skiområderne tættest på Danmark.

Det gælder blandt andet områderne, Ulricehamn, Falköping, Mullsjö, Vallåsen og Isaberg, der alle kan byde velkommen på pisterne. Temperaturen har nemlig været lav længe nok til at snekanonerne er blevet sendt på overarbejde og tilmed har det drysset med hvidt fra oven.

Kort afstand
Fælles for de sydsvenske destinationer er, at de ikke er meget længere væk end at det kan klares med nogle få timer i bilen. Og den korte rejsetid er noget, der falder i god jord hos danskerne, fortæller Anna Kron Boysen, PR-manager hos turistorganisationen VisitSweden.

- Nogle af de sydlige svenske skiområder, der er allermest populære hos danskerne, åbner i disse dage. Alle sammen kan nås med kort køreafstand og er derfor ideelle som weekend-destinationer for både inkarnerede skientusiaster og familier, der drømmer om en dag eller weekend i sneen, fortæller Anna Kron Boysen.

Mange bruger de sydsvenske skiområder som en god og sjov træning forud for en længere skiferie senere på vinteren. Også for dig, som måske skal på ski for første gang.

- De sydlige destinationer tager imod rigtig mange af de danske førstegangs-skiløbere som Isaberg og Falköping f.eks. Det giver god mening at man først lige vil prøve af om skiløb er noget for ungerne, eller for en selv for dens sags skyld, inden man tager en længere tur, forklarer Anna Kron Boysen.

Også godt nyt for langrendsløberne
Det er ikke kun de alpine skiløbere, der kan glæde sig over de hvide vejrudsigter i det sydsvenske. Det er også godt nyt for langrendsentusiasterne, der nu kan skifte rulleskiene ud med den ægte vare på en smuttur.

Ulricehamn frister f.eks. med et fremragende langrendssystem, der har præparerede langrendsløjper for både eliteudøvere og børnefamilier. Ulrichehamn er tilmed godkendt som officielt Vasaløbs-træningscenter, med stigninger og løjper der minder om de prøvelser, der venter i Vasaløbet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: