Ny klima-rapport på trapperne

Omkostningerne som følge af de globale klimaforandringer løber op i 1.200 milliarder dollars årligt. En ny rapport fra FN’s klimapanel, IPCC er lige på trapperne. Den vil efter alt at dømme advare mod endnu højere omkostninger, hvis vi ikke lægger kursen om.

Klimaforandringerne får isen til at smelte. / Foto: Silje Bergum Kinsten/norden.org

Rapporten bliver i denne uge diskuteret med repræsentanter for 195 regeringer fra hele verden, før den ventes offentliggjort på fredag.

Rapporten er den femte i rækken IPCC, og i dag er 95 procent af videnskabsmændene enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

I 1995 var det kun halvdelen. I 2001 var andelen steget til 66 procent, og i 2007 kunne 90 procent af videnskaben skrive under på, at de globale klimaforandringerne er menneskeskabte, og at den primære årsag er afbrændingen af fossile brændstoffer som olie og kul.

831 forskere fra 85 lande
831 forskere fra 85 lande har været direkte involveret i at udarbejde rapporten, og flere tusinde eksperter har fungeret som korrekturlæsere og har gransket de mange sider for at sikre, at rapporten afspejler den omfattende viden, videnskaben er nået frem til.

Også eksperter fra erhvervslivet, industrien og miljøorganisationer med en videnskabelig eller akademisk baggrund har deltaget i arbejdet.

Det er almindeligt anerkendt, at den globale temperaturstigning ikke må overstige to grader celsius over det førindustrielle niveau, og en kommende international aftale går blandt andet ud på at lægge loft over de enkelte landes udledninger.

Men tiden er ved at løbe ud, og blandt andet Verdensbanken har advaret om, at vi nu er på vej mod en global opvarmning i dette århundrede, der nærmer sig tre grader.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: