Lidegaard: Vi vil ikke redde Vestas

Klima- og energiminister Martin Lidegaard afviser, at regeringen vil holde hånden under den kriseramte danske vindmøllegigant Vestas.

Vindmølleparken ved Horns Rev. (Foto: Udlånt af Vestas Wind Systems A/S)

Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg ifølge Børsen.

- Vi kan og vil ikke støtte et enkelt selskab. Det er imod regeringens generelle støttepolitik, skriver ministeren i en e-mail til Bloomberg.

Samtidig afviser ministeren, at regeringens planer om fortsat at investere i grøn energi, samtidig skal fylde de slukne ordrebøger hos Vestas.

Vindmøllepark
Regeringen har planer om at bygge nye havvindmølleparker med en kapacitet på op til 1000 megawatt, men det bliver pris og ikke nationalitet, der bestemmer, hvem der skal levere møllerne skriver Martin Lidegaard.

Dermed må Vestas selv klarer sig ud af den nuværende krise, der især skyldes høje produktionsomkostninger og lavere statsstøtte til grøn energi i kriseramte lande.

Vestas har indtil videre fyret 3700 ansatte i 2012, hvilket svarer til en sjettedel af virksomhedens ansatte.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: