Lidegaard: COP19 på kanten af total fiasko

COP19 – Klimakonferencen i Warszawa blev en gyser og balancerede på kanten af den totale fiasko, siger Martin Lidegaard Men i sidste øjeblik blev resultatet alligevel acceptabelt.

Martin Lidegaard. Foto: Rasmus Sangild

Der skete markante fremskridt på den del, der handlede om finansiering, hvor Danmark som forhandlingsleder spillede en hovedrolle sammen med Uganda, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Også i forhold til at få sat rammerne frem mod en stor klimaaftale for alle verdens lande skete der fremskridt ifølge ministeren.

- Vi fik sådan set det resultat, vi gik efter – både i forhold til finansiering og en køreplan frem mod Paris i 2015; men det er ikke en prangende køreplan, og forhandlingerne viste tydeligt, at det bliver en kæmpe udfordring at lande en global klimaaftale om to år, siger Martin Lidegaard.

Et kompromis
På dette års klimakonference var et af de største spørgsmål, hvordan man skaffer de mange penge, der skal til for at skrue op for indsatsen frem mod 2020. Martin Lidegaard var udpeget til at lede forhandlingerne sammen med Ugandas finansminister Maria Kiwanuka.

Og ifølge Lidegaard lykkedes det faktisk at nå frem til et kompromis, som sikrer stigende bidrag fra offentlige kasser og samtidig leverer en definition af de private klimainvestringer i ulandene, som kan komme til at spille en helt central rolle i fremtiden.

- De rige lande har lovet, at de gradvist vil skrue op for de offentlige pengestrømme, til gengæld er alle enige om, at der også er brug for private midler, hvis vi skal lande på 100 milliarder dollars om året i 2020. Det er et markant resultat, som jeg er stolt af, siger Martin Lidegaard.

Kun en løs tidsplan blev vedtaget
EU kæmpede for, at der blev vedtaget en tidsplan frem mod COP21 om to år, hvor der skal vedtages en global aftale, som skal træde i kraft i 2020. Efter hårde forhandlinger blev der vedtaget en tidsplan, men den blev ikke så stram og konkret, som EU havde ønsket.

- Landene skal senest i marts 2015 melde ind, hvilke nationale initiativer, de har tænkt sig at tage for at reducere udledningen af drivhusgasser. Det giver os derefter ni måneder til at finde ud af, hvad vi skal gøre yderligere for at holde to graders målet. Jeg havde gerne set, at indmeldingerne var kommet tidligere, men det er det muliges kunst, siger Martin Lidegaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: