Danskerne er vilde med grøn energi

MENINGSMÅLING – Vi foretrækker grøn energi. Det er en af konklusionerne på en ny Megafon-undersøgelse, der placerer sol- og vindenergi øverst på danskernes energi-ønskeliste.

En stor del af befolkningen går ind for sol- og vindenergi /Foto: Colourbox

Der er ingen tvivl blandt danskerne, når de skal vælge deres fortrukne energiteknologi til udbygningen af fremtidens energisystem. 87 pct. af adspurgte foretrækker solenergi stærkt efterfulgt af vindenergi, der foretrækkes af sammenlagt 86 pct.

Det viser en ny Megafon-undersøgelse udarbejdet for Vindmøllerejseholdet under Naturstyrelsen. Formålet er at skabe et fælles videngrundlag for politikere og fagfolk i debatten omkring udviklingen af den danske vindmøllebranche. Desuden skal den inspirere både branchefolk og almindelige danskere til at tænke vindmøller på nye måder, mener Niels Bjørkbom, kontor- og områdechef i Naturstyrelsen.

- Medierne kan nogle gange tegne et noget negativt billede af vindmøller, men det er vigtigt også at få fokus på, at folk generelt er meget positive overfor vedvarende energi og ikke mindst vindmøller. Det er en politisk målsætning, at der fortsat skal sættes vindmøller op, og undersøgelsen er et klart bevis på, at der udover de politiske målsætninger også er den nødvendige folkelige opbakning dertil, siger han til Vindmølleindustriens nyhedsbrev.

Undersøgelsen kortlægger de adspurgtes holdning til, hvilke energiformer Danmark generelt bør satse på og kigger man på den prioriterede rækkefølge, mener knap en tredjedel af de adspurgte, at vindenergi bør have førsteprioritet. Derimod mener kun under 3 promille af undersøgelsens 1.014 adspurgte, at kul bør have førsteprioritet.

Undersøgelse bekræfter danskernes positive holdning
Der er mange holdninger til vindmøller, men opbakningen til vindenergi er generelt stor. Det gør sig også gældende når der spørges til udbygningen med vindenergi i danskernes lokalområder. Ser man på gruppen af adspurgte, der har en eller flere vindmøller i deres lokalområde ønsker hhv. 56 og 57 pct. i høj eller meget høj grad, at deres kommune skal planlægge for flere vindmøller. Hos Naturstyrelsen tegner Megafon-undersøgelsen et allerede kendt billede, om end, der er plads til bedre oplysning omkring vindmøller:

- Resultaterne bekræfter egentlig bare det, vi selv har kunnet observere. Der er generelt en positiv holdning til vindmøller blandt den danske befolkning, men nogle af dem, der bor tæt på vindmøllerne, føler, at processen godt kunne være gået bedre. Det er selvfølgelig noget, vi hele tiden må arbejde på at forbedre, siger Niels Bjørkbom til Vindmølleindustriens nyhedsbrev.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: