Britisk plan skal sikre mere økologi

ØKOLOGI – Soil Association slår til lyd for en national aktionsplan, der skal ændre briternes landbrug og levevis.

En reduktion af husdyrproduktionen vil kunne reducere energiforbruget og dermed udslippet af drivhusgasser ganske dramatisk, siger Peter Melchett, der er politisk direktør i Soil Association. Foto: Gustav Bech

De britiske økologer i Soil Association efterlyser en ny samlet plan for et bæredygtigt økologisk landbrug, der kan gøre Storbritannien selvforsynende med fødevarer, reducere udslippet af drivhusgasser fra landbruget med 80 procent i 2050 og sikre befolkningen en sund tidssvarende kost.

- Det nuværende industrielle system, der bruger ti kalorier i form af fossile brændstoffer til at producere en kalorie i form af mad er uholdbart. Vi må handle nu, hvis det skal lykkes at skære ned på udslippet af drivhusgasser, sagde foreningens direktør, Patrick Holden på en konference, Soil Association afholdt i sidste uge i Bristol.

Billig olie og import
På konferencen offentliggjorde Soil Association en ny rapport, som viser, hvor slemt det står til med det britiske landbrug og hvor sårbart det eksisterende fødevaresystem egentlig er.

I rapporten trækker Soil Association på baggrundsmateriale fra en række forskere og eksperter.

- Vores fødevaresystem er i stor udstrækning baseret på import af fødevarer fra udlandet og billig olie. Vi er ikke i stand til at brødføde os selv, forklarer Tim Lang, der er professor i fødevarepolitik ved City University i London og Storbritanniens førende ekspert på området.

Ifølge ham har briterne i dag et ressourcce-forbrug, der svarer til fem-seks jordkloder – afhængig af hvilken indikator, man bruger.

Overfor journalisten opridser han i koncentreret form fødevaresystemets utallige svagheder, hvadenten det gælder miljø, energiforbrug eller klima.

Dårlig ernæring
Også når det gælder sundhed og ernæring står det sløjt til i Storbritannien.

- Kostrelaterede sygdomme får os til at dø for tidligt. Vores dårlige kostvaner gør os fede og overvægtige koster det offentlige sundhedssystem en formue. Allerede i dag er udgifterne astronomiske, understreger Tim Lang.

Hvis udviklingen får lov at fortsætte, vil alene fedme og overvægt i 2050 koste det offentlige sundhedssystem op mod 500 milliarder danske kroner.

- Det bør sende et signal om, at den model vi har udviklet i Vesten er både uacceptabel og uholdbar, siger han.

Full english breakfast
Den typiske britiske familie bruger kun 9 procent af indkomsten på mad, og en Full English Breakfast, der omfatter baked beans, spejlæg, bacon, pølser, blodpølse og ristet brød – alt sammen i rigelige mængder, lægger helt i pagt med traditionerne stadig en solid bund hos rigtig mange, både unge og gamle.

Lang siger også, at vi er nødt til at skære ned på vores kødforbrug.

- Al tilgængelig viden peger på, at vi ikke kan brødføde verden, hvis vi spiser ligeså meget kød som briterne og danskerne – for slet ikke at tale om amerikanerne. Det kan ikke lade sig gøre, siger professoren.

Tim Lang er professor i fødevarepolitik ved City University i London og en af de forskere, der har leveret baggrundsmateriale til Soil Association-rapporten The inconvenient truth about food, der blev fremlagt på konferencen. Foto: Gustav Bech

Økologisk plan på vej
Storbritannien er den største nettoimportør af fødevarer i EU. Hele 40 procent hentes i udlandet, og helt galt står det til, når det gælder frugt, hvor briterne kun producerer 10 procent af forbruget.

Peter Melchett, der er politisk direktør i Soil Association, siger, at det britiske landbrug slet ikke er gearet til fremtidens udfordringer.

- I løbet af de næste 20 år vil vi opleve store fundamentale ændringer i vores måde at fremstille fødevarer på. Derfor har vi sat et arbejde i gang som skal kortlægge hvor meget mad vi kan producere, hvis vi omlægger hele landbruget, siger han.

Rapporten ventes offentliggjort i løbet af den kommende måned, men Lord Peter Melchett, der driver en stor slægtsgård på 890 acre i det østlige England, har ikke noget imod at løfte sløret for nogle af konklusionerne.

- Efter en omlægning vil vi kunne producere mere okse og lammekød end vi gør i dag, men til gengæld, vil æg og fjerkræproduktionen skulle indskrænkes til en fjerdedel. Det samme gælder svineproduktionen.

Radikale ændringer
Peter Melchett erkender, at briternes kost vil undergå radikale ændringer, hvis hele landbruget skal omlægges og Storbritannien skal være stort set selvforsynende. Men som han påpeger, så vil en sådan omlægning medføre et fødeindtag, der stort set svarer til retningslinierne fra WHO og ernæringseksperter, der anbefaler, at vi spiser langt mere frugt og grønt og til gengæld skærer kraftigt ned på vores kødforbrug.

- En reduktion af husdyrproduktionen vil kunne reducere energiforbruget og dermed udslippet af drivhusgasser ganske dramatisk, siger Peter Melchett.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: