Æblehøst på Bernies farm

CALIFORNIEN – Bernie Bernstein i Californien blev økologisk frugtavler ved et tilfælde. I dag er han en del af en voksende trend.

Alle Gravensten-æblerne skal laves til cider og most, men derfor kan man jo godt snuppe en bid.

Boderne bugner af farvestrålende frugt og grøntsager i alle afskygninger på det ugentlige øko-marked i universitetsbyen Berkeley på Californiens østkyst.

Frugtsælgere uddeler smagsprøver af saftige nektariner, og midt i det hele har en folkemusiker slået sig ned i håb om at få hatten fyldt af det købedygtige publikum, der lægger deres madindkøb på farmers’ markets.

I skyggen under en teltdug skænker Bernie Bernstein økologisk æblemost op til sine kunder. Han holder flaskerne kolde i en gammel vaskebalje med isterninger og rækker de fyldte plastikglas over disken for to dollars stykket.

Økologisk trend
Den 62-årige frugtavler ligner ikke ligefrem en trendsætter, som han står der i blå T-shirt og knælange shorts med kasketten ned i panden, men ikke desto mindre er han en del af en stærkt voksende trend.

I hele San Francisco-området, hvor Berkeley ligger, er der i disse år en massiv interesse for økologi, miljø og lokalt fremstillede fødevarer. En undersøgelse fra sidste år viser, at San Francisco ligger på en suveræn førsteplads på listen over amerikanske storbyer med det højeste økologiske madforbrug per indbygger.

Æblet falder ikke langt fra stammen: Bernie Bernstein sammen med sønnen, der er biolog. (Foto: Bob O´Cornell)

- Berkeley og San Francisco er altid der, hvor tingene sker først. Senere breder det sig til resten af USA og måske til hele verden, siger han.

Kom og vær med
Bernie har været i branchen i mange år og set den vokse.

Han har dyrket økologiske æbler i mere end 30 år, og vil gerne snakke om sine æbletræer på bjergskråningerne oppe nordpå. Men han vil endnu hellere vise dem frem.

Hvem tør lægge arm med mig?

- Kom og vær med til æblehøsten om fjorten dage i stedet for, siger han til den nysgerrige journalist ved boden, som bliver ved med at udfritte ham.

- Jeg tror, du vil synes, det er ret interessant og sjovt, siger han. Der kommer en masse mennesker. Gamle venner. Vi arbejder hele lørdagen og det meste af søndagen. Tag noget gammelt tøj på og husk endelig solcreme og hat. Der er masser af mad og drikkevarer, og du er velkommen til at overnatte, lyder hans invitation.

Æblehøsten på Pomo Tierra Ranch er et slid i den bagende sol.

Frugtavler ved et tilfælde
Vejen til Pomo Tierra Ranch snor sig mellem smukke grønne bjerge. Fra gitterporten nede ved asfaltvejen fører et par hjulspor op ad bjerget. I august er her bagende hedt og tørt, og tanken om at slå sig ned her som frugtavler er ikke den første, der melder sig. Men hvor grusvejen ender, begynder æbleplantagen: 32 hektar med krogede gamle træer.

Bernie Bernstein havde ikke nogen forestilling om, at han skulle ende her som økologisk æbleavler den dag først i 1970erne, da han tog den på tommelfingeren på highway 101 nord for San Francisco. Han fik et lift med en anden ung fyr og havnede for første gang her på ‘Jordens Frugter’.

Unge hippier ville leve i pagt med naturen
Ti unge idealistiske kollektivister fra storbyen havde købt stedet i 1971. De unge hippier drømte om et harmonisk liv på landet i pagt med naturen, og det ville de realisere her.

Bernie tændte på ideen. Han flyttede slet og ret ind og har boet her siden.
Ejendomsmægleren, der solgte plantagen til de ti unge kollektivister, havde forsikret dem om, at de sagtens kunne leve af de 32 hektar med krogede gamle æbletræer alle ti. Men det skulle hurtigt vise sig at være noget af en overdrivelse.

I dag er Bernie Bernstein den eneste, som lever af indkomsten fra æblerne.
Hans faste kunder er 15 butikker i San Francisco-området, og så står han hver uge på to af Berkeleys tre ugentlige farmers markets og sælger sin æblemost.

Det gamle fællesskab er dog ikke helt forsvundet. Flere af de gamle kollektivister bor stadig på stedet, nu blot i hvert deres familiehus med solceller på taget, og de, der ikke er gået på pension, lever af deres jobs i byen eller arbejder hjemmefra.

Æblerne rystes ned
Byger af Gravenstener regner ned på de blå presseninger under træerne. De mest energiske af Bernies høsthjælpere rusker frugten løs med langskaftede river fra selv de højeste grene. Høsten her er til cider og æblemost, så det gør ikke noget, hvis frugterne får nogle knubs. Først om en måneds tid er det spiseæblernes tur. Det er Golden Delicius, og de skal behandles anderledes nænsomt og håndplukkes for at kunne holde sig.

Flere hundrede æbletræer skal rippes for frugt i denne weekend, og 50-60 venner og familiemedlemmer i alle aldre er mødt op for at give en hånd med. Der bliver grinet og snakket. Æblerne bliver hældt i kasser, men gæsterne giver sig tid og får også snakket og hygget sig. Så bliver kasserne tømt over i større træbokse, som Bernie kører væk bag på sin oldgamle, rustrøde Ford traktor.

Jeg kan leve af det
Er æbleplantagen mon en god forretning?

- Well. Jeg kan i hvert fald leve af det, lyder svaret.

Men selv under Californiens sol og gunstige klimatiske betingelser kan frugtavl være en risikabel affære. Et koldt forår og nattefrost så sent som i april har i år reduceret æblehøsten til under det halve i forhold til sidste år. I år bliver det kun til 28 500-kilos kasser mod sidste års 66, anslår Bernie.

Men gæsterne – de hygger sig.

- Folk nyder at komme ud på landet, ud i naturen og hjælper gerne lidt til, fortæller Bob Jordan. Han er en af de gamle kollektivister. Han flyttede fra Jordens Frugter for tyve år siden, og underviser nu om dage i spansk på en nærliggende skole. Alligevel møder han altid op til den årlige æbleshøst.

- Her er ingen boss, ingen der bestemmer, og bagefter får vi noget godt at spise og holder en stor fest.

Æblehøsten klares ved hjælp af familie og venner. Her ses alle deltagerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: