Svinebønder får færre anmærkninger

DYREVELFÆRD – Eva Kjer Hansen: Markant fremgang for dyrevelfærden i svinestaldene. I dag får hver fjerde svineproducent anmærkninger mod tidligere næsten hver anden.

Svineproducenterne får færre anmærkninger og det glæder Eva Kjer Hansen. Her er det tidligere fødevareminister Dan Jørgensen, der fodrer svin.

Op mod halvdelen af landets svinebesætninger fik tidligere anmærkninger for dårlig dyrevelfærd. Ifølge en ny rapport med kontrolresultater fra 2014 er der blevet færre, således at det nu kun er hver fjerde svineproducent, der ikke lever op til reglerne.

Det får miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til at tale om en »markant fremgang for dyrevelfærden i svinestaldene«.

Hun mener, at »danske landmænd blevet langt bedre til at sikre ordnede forhold for deres dyr.« Den udvikling glæder ministeren.

- Fremgangen vidner om, at langt de fleste landmænd gør sig umage for at sikre, at dyrene har det ordentligt. Det fortjener de ros for. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at de overtrædelser, der finder sted, typisk er fundet i den milde ende, understreger Eva Kjer Hansen.

Plads til forbedringer
Ministeren tilføjer dog, at der stadig er områder, hvor der er plads til forbedringer. Dels skal svineproducenterne blive bedre til at give deres dyr eksempelvis halm, eller andet rode- og beskæftigelsesmateriale. Dels er der fundet eksempler på, at der ikke blev taget tilstrækkeligt vare på syge- og tilskadekomne dyr.

- Generelt har jeg tillid til, at landmændene gør, hvad de kan for at sikre dyrene ordentlige forhold. Vi sætter ind, der hvor det tyder på, at problemerne er størst – og derfor er Dyrevelfærdsrapporten et godt redskab, når vi skal tilrettelægge de kommende vejlednings- og kontrolindsatser. Vi skal ikke spilde kræfter på at kontrollere forhold, der allerede er godt styr på, siger Eva Kjer Hansen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: