Slut med elefanter og vilde dyr i cirkus

NATUR – Et politisk flertal i folketinget har vedtaget af forbyde alle vilde dyr i omrejsende cirkus. Dermed bliver tre cirkuselefanter i Cirkus Arena de sidste vilde cirkusdyr i Danmark.

Elefanter og andre vilde dyr skal ikke optræde i cirkus, mener et flertal af befolkningen. Næsten halvdelen af EU-landene har forbud mod brug af vilde dyr i cirkus. Nu bliver lovgivningen også ændret i Danmark.

Fremover bliver det forbudt at have vilde dyr i cirkusmanegen.

Det har regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i dag indgået en aftale om.

Men de tre elefanter, der i dag er i Cirkus Arena, får lov til at fortsætte, oplyser Simon Kollerup (S), dyrevelfærdsordfører i Socialdemokratiet til nyhedsbureauet Ritzau.

Simon Kollerup understreger dog, at dyrevelfærden omkring de tre cirkuselefanter skal forbedres.

- For os er det vigtigt, at dyrene har det godt. Det gælder også for cirkuselefanterne, som lever i et stressende miljø. Derfor er tiden kommet til, at vi siger, at det her er de sidste elefanter, vi har i cirkus i Danmark, siger Simon Kollerup.

Aftalen er blevet indgået fredag, efter at Enhedslisten, SF og Alternativet har foreslået i et beslutningsforslag, at alle vilde dyr i omrejsende cirkus skal forbydes.

Tre ud af fem går ind for forbud
En spørgeundersøgelse viste sidste år, at tre ud af fem danskere mener, at det er uacceptabelt med fremvisning af vilde dyr i cirkus.

Næsten halvdelen af EU-landene har forbudt brug af vilde dyr i cirkus eller har lokale forbud, men Danmark er ikke blandt disse lande.

World Animal Protection, som stod for undersøgelsen, finder det absurd, at der stadig findes vilde dyr i cirkus i Danmark og opfordrede politikerne til ændre lovgivningen.

Hård og intensiv træning
Uanset hvor i verden man ser elefanter optræde, ligger der en intensiv og hård træning bag, men det vil altid være unaturligt for den at optræde, forklarer World Animal Protection i Danmark.

- Det er grotesk, at Danmark bliver ved med at halte bagud på dette punkt, og det er på tide, at vi følger med udviklingen og får stoppet udnyttelsen af optrædende vilde dyr i cirkus, lød det dengang fra Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection Danmark.

Den danske lovgivning har hidtil tilladt vilde dyr som elefanter, søløver og zebraer i danske cirkusser.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: