Økologisk svinekød i ny prisrekord

De økologiske landmænd får nu 25 kroner for et kilo økologisk svinekød, mens de konventionelle producenter må nøjes med en tier. Det er ny rekord. Alligevel kan salgsselskabet Friland ikke skaffe nok, siger adm. direktør, Karsten Deibjerg.

En gris nyder at være ude i det fri - også selv om der er sne.

- Der er virkelig mangel på økologisk svinekød. Sådan har det efterhånden været de seneste par år. Vi kan sælge flere grise. Endda helt op til en halv gang flere end den mængde, vi har til rådighed nu, siger han til Børsen.

Karsten Deibjerg oplyser, at Friland let kan sælge 800 økologiske svin mere om ugen.

Banker og myndigheder står i vejen

Trods den høje afregningspris og det voksende internationale marked har danske landmænd svært ved at omlægge eller udvide. Både myndigheder og banker står i vejen. lyder fra økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

- Det er blevet lidt bedre, men det er stadig svært at komme igennem hos myndighederne med udvidelser og godkendelser. Og så er det svært at skaffe finansiering, fordi landbruget i lang tid været fanget i en kreditklemme. Vi kan kun håbe, at det nye landbrugsfinansieringsinstitut bløder lidt op på situationen. For her er et kæmpe potentiale, som ikke indfris – til stor frustration for både øko-landmænd og fødevarevirksomheder, siger hun.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: