DNA-prøver afslører ulv i Kolding

ULV: DNA-analyser afslører, at en ulv huserer i Kolding Skov omkring Kolding. Tre døde, delvist fortærede rådyr viser med sikkerhed, at det er spor af en ulv.

DNA-analyser afslører med sikkerhed, at en ulv er kommet til Kolding Skov. Foto: Colourbox

Efter fundet af tre døde rådyr i Kolding Skov siden midten af februar frem til for et par uger siden, har Kolding Kommune fået foretaget DNA-analyser af indsamlede prøver fra dyr fra to beliggenheder.

De to DNA-analyser, som er foretaget af DCE, Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, viser, at en ulv har været på jagt.

- Vi ved med sikkerhed, at prøver indsamlet fra døde rådyr i Kolding Skov viser, at en ulv har spist af rådyrene. Når man ser på et kort over bydelen, kan man se, at der bugter sig en grøn kile fra de omkringliggende skovområder omkring Kolding ind til det nordlige af Kolding, hvor fundene er sket, siger biolog Hans Erik Svart fra Naturstyrelsen.

Naturlig adfærd
Ifølge Hans Erik Svart har ulven efter al sandsynlighed fulgt naturens linjer og bevæget sig gennem skovområderne på jagt efter dens foretrukne fødevalg: Rådyr.

- Der er ikke nogen tegn på, at ulven har opført sig unaturligt, for den har i virkeligheden gjort præcis det, man kan forvente sig af en ulv – nemlig jagtet rådyr, siger Hans Erik Svart.

Ifølge tyske undersøgelser af over 1000 ulveekskrementer udgør netop rådyr i alt 55,3 procent af tyske ulves fødevalg.

Derudover spiser ulve kronvildt (20,8 procent), harer, kaniner (5 procent), fisk, fugle og mindre rovdyr som mårhund, ræv, mår og mink (0,2 procent), vildsvin (17,7 procent), mens 0,6 procent af ulvens føde stammer fra husdyr som lam, får, geder og kalve.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen nederst i venstre hjørne og indtast dit søgeord.