Aftale om HFC-gasser er en kæmpe sejr for klimaet

KLIMA – En ny globalt bindende aftale begrænser de stærkt klimaskadelige HFC-gasser, der blandt andet bruges som kølemiddel i køleanlæg. Det kan spare verden for en temperaturstigning på en halv grad.

De skadelige HFC-gasser bruges i køleanlæg og aircondition. Foto: Colourbox

Verdens lande blev i sidste uge enige om at nedbringe brugen af de kraftige og skadelige HFC-gasser. Enigheden resulterede i en ambitiøs, global klimaaftale, som kan spare verden for en temperaturstigning på op til en halv grad. Både Miljøstyrelsen og miljøorganisationer kalder aftalen en kæmpe sejr for miljø og klima.

Aftalen om de skadelig gasser, der kommer fra køleanlæg og aircondition, vil spare klimaet for ca. 65 milliarder tons CO2 frem til 2050. Det er mere end 1.000 gange så meget, som Danmark udledte i 2014. Det betyder, at vi med denne aftale potentielt kan undgå en global temperaturstigning på op til 0,5 grad frem til 2100, oplyser Miljøstyrelsen.

Kæmpe sejr
Miljøstyrelsens udsendte Mikkel Aaman Sørensen, der forhandler på Danmarks vegne, har siddet med ved forhandlingerne. Han beskriver aftalen som intet mindre end en kæmpe miljøsejr.

- Aftalen er en kæmpe sejr for miljøet på globalt plan. Danmark har længe været foregangsland i forhold til at begrænse HFC-gasser. Vi har de sidste 15 år nedbragt brugen af HFC-gasser med knap 70 procent. Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark tager de globale temperaturstigninger meget alvorligt, og det er derfor afgørende, at verdens lande nu er nået til enighed om at følge samme spor, siger Mikkel Aaman Sørensen fra Miljøstyrelsen.

Danmark har siden 2002 været foregangsland på området og reguleret brugen af HFC-gasser nationalt. Flere danske virksomheder har derfor tidligt udviklet teknologier, som udnytter naturlige kølemidler i stedet for HFC-gasser. I dag udgør eksporten af denne type produkter en stor del af disse virksomheders omsætning, og derfor forventes aftalen også at gavne disse danske virksomheders eksport.

De rige lande går forrest
Miljøorganisationen Det Økologiske Råd er tilfredse med den nye globale aftale, der regulerer HFC-gasser. Uden en global regulering ville brugen af HFC-gasser ende med at belaste klimaet lige så meget som verdens samlede brug af transport.

- Det er en utrolig vigtig aftale, der er afgørende for vores muligheder for at holde klimaet under kontrol. Vi havde gerne set at aftalen var mere ambitiøs, men den leverer stadig en helt nødvendig mindskning af klimabelastningen, hvor alle bidrager, og de rigeste lande går forrest, siger Jeppe Juul, energimedarbejder i Det Økologiske Råd.

Også han peger på, at Danmark har spillet en helt særlig rolle i forhold til udfasning af HFC-gasser i verden.

- Danmark har vist vejen for EU. EU har vist vejen for verden. Og nu står vi så med en globalt bindende aftale. Det er fantastisk, siger Jeppe Juul,

Afgifter og forbud
Danmark indførte i 2001 afgifter på gasserne og et forbud mod anvendelse i større mængder i 2002. Samtidig blev der afsat penge til en målrettet forskningsindsats i forhold til at finde alternative løsninger. I 2013 besluttede EU at følge Danmark og nedbringe brugen af gasserne i EU med to tredjedele inden 2030.

- Den danske kombination af afgifter, forbud og innovation betød udviklingen af vigtige løsninger og af virksomheder, der senere blev solgt for milliarder. Den danske enegang på dette område har haft enorm betydning og er et af de vigtigste bidrag Danmark har leveret i klimakampen, siger Jeppe Juul.

Fakta om HFC-gasser

  • HFC-gasser er flouriserede gasser, der typisk har en klimabelastning, der mere end 1.000 gange større end CO2 om som bliver længe i atmosfæren. Det vurderes af aftalen på kortere sigt svarer til at stoppe hele verdens CO2-udledning i to år.
  • Montrealprotokollen er en international aftale om at beskytte ozonlaget omkring jorden ved at udfase produktionen og forbruget af en række gasser (HCFC-gasser, CFC-gasser etc.), der er skyld i nedbrydning af ozonlaget.
  • Montrealprotokollen regnes som en af de mest succesfulde internationale miljøaftaler. Alle verdens lande har tilsluttet sig protokollen.
  • Regulering af HFC-gasser er en dansk mærkesag. Gasserne har siden 2002 været omfattet af danske særregler i den danske f-gas bekendtgørelse. Med reguleringen har Danmark nedbragt brugen af gasserne med 2/3 i løbet af 15 år og har bidraget til at opfylde vores internationale klimaforpligtelser.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: