Vi køber igen flere økologiske varer

Coop melder om stigende salg af økologiske varer efter et par stille år.

ØKOLOGI – Efter et par stille år i butikkerne, hvor økologien fyldte lidt mindre på hylderne, er der atter håb om ny fremgang, vurderer Økologisk Landsforening.

Henrik Hindborg, der er markedschef i Økologisk Landsforening, forventer, at salget af økologisk mælk, gulerødder og andre øko-produkter i år vil stige cirka fem procent.

- Økologien har oplevet vækst hele vejen igennem kriseårene. De seneste år er kurven fladet ud, men på baggrund af tilbagemeldinger fra virksomheder og dagligvarekæderne forventer jeg, at væksten i år lander på ca. fem procent, siger han.

Coop forventer fremgang
Også Thomas Roland, der er ansvarlighedschef i Coop, forventer ny fremgang.

- Alle Coops kæder melder igen om vækst i økologi-salget. Allerede i sidste kvartal af 2012 noterede Coop en begyndende vækst i København og Aarhus, og nu er der vækst i alle distrikter, sagde han.

Coop-kæderne står for knap halvdelen af det økologiske salg, og økologi-kongressen, der i disse dage løber af stabelen i Vejle, præsenterede Thomas Roland analyseresultater, der viser, at 65 procent af de forbrugere, der handler i Coops kæder, har økologi i indkøbskurven.

- 40 procent af forbrugerne forventer desuden at bruge endnu flere penge på økologi næste år. Så der er virkelig sket et skifte fra 2012 til 2013. Optimismen på den her front er tilbage, siger Thomas Roland.

Større udbud at vælge imellem
Halvdelen af forbrugerne køber i dag økologiske varer hver eneste uge, og flere og flere køber bredere ind økologisk. Varegrupper som eksempelvis økologisk fjerkræ, økologiske krydderurter og økologiske drikkevarers, som for år tilbage, var næsten umulige at opdrive, ligger nu ofte i indkøbskurven.

- I detailhandlen ser vi, at der kommer stadig flere økologiske varer på hylderne, og vi kan glæde os over, at vi i dag via dagligvarehandlen sælger ca. 20 procent flere økologiske varer, end vi gjorde før finanskrisen, siger Henrik Hindborg.

Også caféer, restauranter og mange kantiner over hele landet har fået økologi på menukortet.

Næsten 600 spisesteder kan i dag skilte med det økologiske spisemærke. Omsætningen til foodservice-sektoren er fordoblet på tre år, og Økologisk Landsforening forventer en markant vækst på mindst 15-20 procent i 2013.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: