Ulovlig import af gift skal stoppes

Miljøministeren vil dæmme op for den ulovlige import af sprøjtegift til private haver. Foto: Colourbox

SPRØJTEGIFT – 12 procent af de husejere, der sidste år købte myregift eller andre hverdagsgifte, har taget dem med hjem over grænsen. Det kan være skadeligt for miljø og sundhed, og derfor vil miljøminister Kirsten Brosbøl have sat en stopper for den ulovlige import.

Når danskerne skal af med skadedyr og ukrudt i haven og i hjemmet, tyer mange til midler som myregift, sneglegift og ukrudtsmidler. Og meget tyder på, at det ikke altid er lovligt indkøbte midler, der bliver brugt.

I en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Miljøministeriet blandt 1.007 danske hus- eller sommerhusejere, svarer fire ud af fem, at de har købt nogle af de såkaldte hverdagsgifte sidste år. Ud af dem har 12 procent taget dem med hjem over grænsen fra for eksempel Tyskland.

Men langt de færreste ved, at de dermed bryder loven. Kun fire procent af de adspurgte ved, at det er ulovligt at tage for eksempel myregifte, der ikke er godkendt i Danmark, med hjem fra udlandet – også selv om midlet hedder det samme som herhjemme.

Mere oplysning
Derfor vil miljøminister Kirsten Brosbøl nu skrue op for informationen om reglerne, og sætter i dag gang i en ny oplysningsindsats.

- Jeg forstår godt, at mange tror, de gerne må tage sprøjtegifte og ukrudtsmidler med hjem over grænsen, for de står på hylderne i grænsebutikkerne ved siden af nutella og sodavand. Men det er ulovligt og kan skade vores grundvand og helbred, siger Kirsten Brosbøl.

- For selv om navnet på produkterne ser ens ud på begge sider af grænsen, kan der være andet indhold i den tyske flaske end i den danske.

Der gælder ikke nødvendigvis de samme regler i udlandet for, hvad produkterne må indeholde. Midler, der for eksempel er købt i Tyskland, kan indeholde kemi, som ikke er tilladt i Danmark. Desuden er de ikke udstyret med en dansk etiket, der fortæller hvordan man bruger produktet rigtigt og i de korrekte mængder.

- Jeg vil gerne opfordre til, at man så vidt muligt helt går uden om sprøjtegifte og hverdagsgifte. Men hvis man alligevel køber hverdagsgifte eller sprøjtegifte, skal man købe dem i Danmark og sikre sig, at de har en dansk etiket og brugsanvisning. Det er den bedste garanti for at produktet lever op til de danske godkendelseskrav – og at man ikke gør noget, der kan være skadeligt for miljø og sundhed, og som faktisk også er ulovligt, siger Kirsten Brosbøl.

Miljøstyrelsen samarbejder med planteskoler og byggemarkeder om aktiviteterne, der blandt andet omfatter annoncering på nettet og i forbrugerblade samt information til grænsebutikker og portaler.


Undersøgelsen er lavet på baggrund af et spørgeskema, der er sendt ud til 30-55 årige, der ejer enten hus eller sommerhus. 1.007 personer har svaret på undersøgelsen.
- 80 procent svarer, at de sidste år har købt nogle af de såkaldte hverdagsgifte (biocidmidler).
- 96 procent af danskerne ved ikke, at det er ulovligt at indføre hverdagsgifte i Danmark.
- 12 procent af alle, der har købt hverdagsgifte sidste år, har købt dem i udlandet. – Fordelt på landsdele er tallet 19 procent blandt respondenterne fra Region Syddanmark, mens kun 6 procent fra Region Sjælland har gjort det samme. I Region Midtjylland og Nordjylland har henholdsvis 9 og 11 procent af dem, der har købt hverdagsgifte, købt midlerne i udlandet.
- 60 procent af dem, der køber midler i udlandet, gør det fordi de er billigere, 22 procent gør det, fordi de mener, at udenlandske midler er mere effektive end danske.
- Straffen for at indføre udenlandske bekæmpelsesmidler til Danmark vil være en indskærpelse, og i tilfælde af gentagelser kan der ske en politianmeldelse.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: