Tyskland strammer krav til dieselbiler

TRANSPORT – Tysklands bilproducenter skal formindske dieselbilernes udstødning. Flere tyske byer har truet med at tage sagen i egen hånd og forbyde de forurenende biler, der øger luftforureningen markant i byerne.

Dieselgate afslørede bilproducenternes svindelnumre, men det var kun toppen af isbjerget. Grafik: Transport & Environment

Tyskland har indgået en aftale med landets bilproducenter om at opdatere over fem millioner dieselbilers software, så deres udstødning bliver mindre sundhedsskadelig.

Det skriver Ritzau med henvisning til nyhedsbureauet Reuters, der blandt andet citerer Tysklands transportminister Alexander Dobrindt.

Salget af dieselbiler styrtdykker i disse måneder. Nye tal viser, at salget i Tyskland på blot et år er faldet 13 procent, selv om det samlede bilsalg i samme periode steg halvanden procent.

Byretten i Stuttgart gav fredag medhold til en miljøorganisation, der kræver forbud mod de mest forurenende dieselbiler i den sydtyske by. Forbuddet skal træde i kraft fra nytår.

Regeringen vil forhindre forbud
Den tyske regeringen siger, at den ikke vil være med til at forbyde dieselbiler i de tyske byer.

Ifølge den nye aftale skal bilfabrikanterne stå for og betale for initiativer, der får ejere af ældre dieselbiler til at skifte til nyere modeller med lavere udledning af skadelig stoffer i deres udstødning.

Det er resultatet af et krisemøde onsdag mellem den tyske regering og landets magtfulde bilproducenter.

Mødet skulle undgå, at tyske byer tager sagen i egen hånd og forbyder dieselbiler oven på den enorme skandale, dieselgate, der startede i 2015.

Her kom det frem, at flere tyske bilproducenter bevidst har manipuleret med deres biler, så de fremstod mere miljøvenlige under testkørsel end senere, når de kom ud på vejene.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: