Ti naturperler får en hjæpende hånd

NATUR – Fuglereservatet Tipperne, Kalø slotsruin på Djurlands, Råbjerg Mose i Vendsyssel og Stevns Fyr på Sjælland er blandt ti særligt udvalgte steder, der får ekstra penge at gøre godt med fra Realdania og Naturstyrelsen.

Stevns Fyr ligger på kanten af Stevns Klint, som er det bedste sted at studere den store massedød, der ramte jorden for 66 millioner år siden og udslettede over halvdelen af alle dyr- og plantearter, blandt andet dinosaurerne. Foto: Colourbox

Spektakulære landskaber i sand og vand, magiske moseområder, bløde bakker, verdenskendt vadehav, klinter, klitter og et enestående dyreliv.

De danske yderområder er rige på storslåede landskaber. Nu har Realdania og Naturstyrelsen under Miljøministeriet sammen med eksperter udvalgt ti særlige steder i yderområdernes landskaber og afsat 33 millioner kroner, der skal løfte områderne og forbedre vores oplevelse af naturen.

Pengene skal går tilbedre ankomst- og formidlingsfaciliteter. Det sker som en del af den femårige Realdania-kampagne Stedet Tæller. Samtidig lanceres publikationen Steder i landskabet, der skal inspirere ejere, bygherrer og aktører inden for turisme i yderområderne til at skabe nye oplevelser med små arkitektoniske indgreb på det enkelte steds præmisser.

Små indgreb skaber store oplevelser
- Naturen og de mange smukke landskaber er yderområdernes stærkeste potentiale. Et potentiale som kan udnyttes endnu bedre end det bliver i dag, siger Flemming Borreskov, der er adm. direktør i Realdania.

- Med udvælgelsen af de 10 særlige steder, er det formålet at vise nye veje til, hvordan oplevelsen af landskabet kan højnes og skærpes gennem små, enkle arkitektoniske indgreb af højeste kvalitet. Det kan være en bænk, en bro, en udsigtsplatform eller et ankomstareal, som kan formidle naturen på nye måder, siger han.

Miljøministeren er glad for samarbejdet
Miljøminister Ida Auken sætter pris på samarbejdet med Realdania.

- Jeg er rigtig glad for, at vi gennem dette nye partnerskab med Realdania kan hjælpe udviklingen i yderområderne. Vores kyster, natur og landskaber er for rigtig mange turister – og for os selv – noget af det bedste ved Danmark. Og gennem samarbejdet med Realdania, vil vi kunne understøtte bl.a. kystferieturismen og dermed forhåbentligt være med til at skabe jobs og udvikling rundt om i landet, siger Ida Auken.

I udvælgelsen af de ti steder i landskabet har det faglige ekspertpanel, Naturstyrelsen og Realdania lagt vægt på at finde spektakulære steder med et potentiale, hvor mindre og meget nænsomme indgreb kan skabe stor værdi. Der er også lagt vægt på en spredning i landskabstyper og geografi.

 

VÆRD AT VIDE

De udvalgte Steder i landskabet er:

  • Råbjerg Mose, ved Jerup i Vendsyssel
  • Rubjerg Knude, nord for Løkken i Vendsyssel
  • Hanstedreservatet, Thy, mellem Hanstholm og Klitmøller
  • Knudeklinten på Fur, Limfjorden
  • Stevns Fyr, Sydøstsjælland
  • Ballum Sluse, Sydvestjylland
  • Filsø, Vestjylland nord for Oksbøl
  • Tipperne Fuglereservat, Ringkøbing Fjord
  • Kalø Slotsruin, Kalø vig på sydlige Djursland
  • Hammersholm helleristningsfelt, ved Allinge på Nordbornholm

I løbet af sommeren følger arkitektkonkurrencer om den endelige udformning af de forskellige landskabelige indgreb, og til efteråret gennemføres et fælles udviklingsforløb for de involverede kommuner, bygherrer og arkitekter.

De konkrete arkitektoniske indgreb forventes gennemført fra 2013. Når projekterne er realiseret vil de indgå i Naturstyrelsens generelle formidlingsplatform Naturoplevelser.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: