Svinebønder skal bruge mindre antibiotika

LANDBRUG – Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sænker grænsen for, hvor meget antibiotika landmændene må bruge til svin. Målet er en reduktion på 30 procent siden toppen i 2009.

Næsten 400 svinebesætninger skal skære ned på forbruget af antibiotika. Foto: Colourbox

Danske svineproducenter skal til at bruge mindre antibiotika til deres svin. Selvom antibiotikaforbruget er faldet i løbet af det seneste årti, viser forbruget de seneste måneder en stigende tendens.

Det får nu miljø- og fødevareminister Jakob Elleman-Jensen til at stramme grænseværdierne.

»Antibiotikaresistens er et problem, vi skal tage meget alvorligt. Det er rigtig godt, at vi har set en reduktion i forbruget over de sidste mange år, og nu er der brug for en ekstra slutspurt for at kunne nå målet», siger han.

MRSA-handlingsplanen fra 2015, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, har et mål om, at antibiotikaforbruget til svin skal reduceres med 15 procent inden udgangen af 2018 i forhold til forbruget i 2014.

LÆS OGSÅ: Hver syvende landmand overholder ikke medicinreglerne

Målet er en reduktion på 30 procent siden toppen i 2009
Hvis målet bliver nået, vil der være tale om en reduktion på 30 procent siden 2009, hvor forbruget toppede. Ifølge Fødevarestyrelsen vil den lavere grænse betyde, at næsten 400 svinebesætninger skal sænke deres forbrug yderligere.

Ellemann peger på, at Danmark er det land i EU, der har lavest brug af antibiotika per kilo kød blandt andre lande, der har intensiv husdyrproduktion. Det viser en rapport fra EU’s medicinalagentur fra oktober 2017.

»Dyrevelfærden i Danmark er høj, og medicinforbruget ligger lavt. Vi følger udviklingen i antibiotikaforbruget tæt, og vi er meget ambitiøse i Danmark«, mener ministeren.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: