Storkøkkener power-shopper økologi

Kantiner, sygehuse og andre storkøkkener har aldrig købt så mange økologske råvarer som nu. / Foto: Colourbox

STORKØKKENER – Salget af økologiske madvarer til landets private og offentlige storkøkkener er vokset med otte procent i første halvår af 2013. Øko-salget har til storkøkkener har aldrig været større.

Kantiner, sygehuse og andre storkøkkener har fået økologi i de store gryder.

Bare i løbet af det første halve år har de købt for 464 millioner kroner.

Og det er noget der rykker. Det betyder, at den økologiske omsætning i foodservice-sektoren er vokset med otte procent i forhold til sidste halvår af 2012.

Den økologiske omsætning i foodservice-sektoren forventes at vokse med 15-20 procent i hele 2013.

Det viser nye tal fra landets største grossister.

Udsigt til yderligere fremgang
- Økologi er virkelig er ved at få fat rundt omkring i landets køkkener, og meget peger på, at øko-salget vil vokse endnu kraftigere resten af året og næste år, siger Rikke Thorøe Grønning, foodservice-koordinator i Økologisk Landsforening.

Ifølge hende oplever køkkenmedarbejderne, at håndværket og fagligheden i højere grad er i fokus i deres arbejde.

Frugt og grønt- kategorien havde den største vækst i første halvår af 2013 med en fremgang på 26 procent, viser den nye opgørelse. Og salget af økologiske mejerivarer voksede også igen – med ni procent – efter et lille fald fra første til andet halvår i 2012. Det er nu den største varekategori.

Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer har en fælles forventning om, at den økologiske omsætning i foodservice-sektoren vil vokse med i alt 15-20 procent i løbet af hele 2013.

- Der er blevet søsat en lang række omlægningsprojekter i de offentlige køkkener rundt omkring i landets kommuner, som vil medføre voksende indkøb. Det kan vi allerede så småt begynde at se nu, men den helt store vækst får vi formentlig først at se i 2014, vurderer Rikke Thorøe Grønning.

15 grossister indberetter øko-salg
Økologisk Landsforening har oprettet Den Økologiske Database, som opsamler cirka 75 procent af den økologiske omsætning i foodservice-sektoren gennem indberetninger fra de 15 største foodservice-grossister i Danmark. Tallene baseres på disse indberetninger samt Økologisk Landsforenings estimat for den resterende del af markedet.

 

Omsætning fordelt efter storkøkkentype:

  • 35 %: Institutioner
  • 33 %: Kantiner
  • 17 %: Restaurant, hotel, café
  • 15 %: Andre (tankstationer mv.)

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: