Sprøjtegifte kan give for tidlig pubertet

SPRØJTEGIFT – En kombination af forskellige sprøjtemidler kan fremkalde for tidlig pubertet og fedme. Det viser ny forskning om den såkaldte ‘cocktaileffekt’ af kemiske sprøjtegifte.

Sprøjtegifte kan resultere i fedme og udløse for tidlig pubertet hos børn. Foto: Colourbox

En kombination af forskellige sprøjtemidler kan fremkalde for tidlig pubertet og fedme. Det viser ny forskning om den såkaldte ‘cocktaileffekt’ af kemiske sprøjtegifte.

Miljøminister Ida Auken vil derfor sætte fokus på hormonforstyrrende stoffer og kombinationseffekter. Det sker i en kommende dansk strategi for sprøjtemidler, ligesom hun har rejst sagen i EU.

Allerede i 2008 blev der gennemført skærpede krav til brug af alle sprøjtemidler i væksthuse på baggrund af et forskningsprojekt, der viste, at drengebørn født af gartneriarbejdere havde en øget risiko for effekter på kønsorganerne.

Det har vist sig at være godt, at Danmark allerede dengang greb ind med nationale forbud og skærpede krav til brugen af sprøjtemidler i væksthuse.

For tidlig pubertet, fedme og påvirkning af hjernen
Børnene er nu 9-11 år og nye oplysninger i et forskningsprojekt, der har kørt siden 90′erne viser, at børnene af de undersøgte kvindelige gartneriarbejdere har en række problemer med for tidlig pubertet, fedme og påvirkning af hjernen, som kan relateres til deres mødres kontakt med sprøjtemidler under den første del af graviditeten.

- Forskningsprojektet viser, at nogle af de hormonforstyrrende sprøjtemidler har langtidseffekter, og derfor haster det med at få gennemført nogle skrappe EU-kriterier for, hvornår sprøjtemidler er hormonforstyrrende og kan forbydes, siger miljøminister Ida Auken.

Tilladt i landbruget
Situationen i væksthusene er i dag en helt anden. Der er taget hånd om risikoen for gartnerimedarbejdere, men visse af sprøjtemidlerne er fortsat tilladt at bruge i landbruget. Her er udsættelsen dog meget mindre og udgør ikke samme risiko.

Kommissionen skal senest i 2013 komme med kriterier for hormonforstyrrende stoffer, der gør det muligt at regulere sprøjtemidlerne alene på deres hormonforstyrrende effekter.

Strategi kommer til efteråret
Miljøstyrelsen er især bekymret for et svampemiddel, som ikke er godkendt i Danmark, men som netop er blevet godkendt til brug frem til 2020 i EU.

Miljøministeren har derfor skrevet til kommissæren for sundhed og forbrugere og bedt ham om at genvurdere de mest problematiske svampemidler, så snart kriterierne for vurdering af hormonforstyrrende stoffer er på plads.

- Det er mit mål, at danskerne skal have den bedst mulige beskyttelse mod skadelige sprøjtemidler. Jeg kommer derfor i efteråret med en ny sprøjtemiddelstrategi, hvor Danmark vil kæmpe for, at EU får den skrappest mulige regulering af sprøjtemidler, siger Ida Auken.

Lave doser påvirker rotter
Samtidig viser en anden ny undersøgelse af drægtige rotters udsættelse for fem forskellige hormonforstyrrende sprøjtemidler, at kombinationseffekten af meget lave doser kan have markante negative effekter på rotternes unger.

Læs mere om rapporterne og de kommende EU-kriterier for hormonforstyrrende stoffer på mst.dk

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: