Skotland vil lære om dansk fjernvarme

SKOTLAND – Det er dyrt at holde varmen på de britiske øer. For eksempel bruger hver fjerde skotte mere end 10 procent af sin årlige indkomst på opvarmning af boliger. Derfor indgår klima-, energi- og bygningsministeren i dag en samarbejdsaftale med den skotske regering, der skal hjælpe dem med at spare på energien og nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Danmark vil dele erfaringerne med skotterne. Her er det kedelrummet i et naturgasfyret varmeværk. Foto: Dansk Fjernvarme

Formålet med det dansk-skotske samarbejde er at stille Danmarks erfaringer med fjernvarme og energieffektivitet til rådighed for den skotske regering. Eksperter fra Energistyrelsen skal bl.a. hjælpe med at udbygge lovgivningen på området og planlægge forsøgsordninger i udvalgte byer, der kan skabe bedre sammenhæng i fjernvarmesystemerne.

Skotterne er samtidig meget interesserede i at lære om de danske erfaringer med at udnytte overskudsvarme fra industrien til opvarmning af boliger.

- Det danske fjernvarmesystem er i verdensklasse. Det er billigt, pålideligt og omstillingsparat. Derfor bruger danskere kun en lille del af deres indkomst på opvarmning. Jeg er glad for at kunne stille danske erfaringer til rådighed, så vi forhåbentligt kan sikre billigere varme til skotterne og hjælpe dem med at opnå deres målsætninger om at nedbringe CO2-udledningen, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Skotland har sat sig en række ambitiøse målsætninger på klima- og energiområdet. Bl.a. vil regeringen nedbringe udledningen af drivhusgasser med 42 procent og reducere energiforbruget med 12 procent (i forhold til 1990) allerede i 2020.

Varme står for over halvdelen af energiefterspørgslen i Storbritannien og spiller derfor en helt central rolle for målsætningen om at undgå fossile brændstoffer i energisystemet.

Interessante markeder
Samtidig er Skotland og England interessante markeder for danske virksomheder. Eksport af dansk energiteknologi til Storbritannien har siden 2008 udgjort 16–18 procent af den samlede vareeksport til landet, hvoraf grøn energiteknologi udgør 80 pct.

- Med aftalen kan vi forhåbentlig bane vejen for en række danske virksomheder. Hvis skotterne skal nå deres ambitiøse målsætninger, vil både energieffektiviseringer og vedvarende energi komme til at spille væsentlige roller. Og her kan danske virksomheder levere de nødvendige teknologier og løsninger, siger Rasmus Helveg Petersen.

Samarbejdet med Storbritannien vil ske i tæt dialog med de danske brancheorganisationer og virksomheder. Dansk erhvervsliv har derfor en oplagt styrkeposition, når det kommer til implementering af de konkrete løsninger.

Initiativet foregår i et samarbejde mellem Energistyrelsen og Eksportrådet, herunder de relevante ambassader.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: