Sæt konen til at malke i stedet for at luge gårdspladsen

SPRØJTEGIFT – Prefix og Caseron blev flittigt brugt i by og på land i mere end 30 år. Mange landmænd brugte det til at holde gårdspladsen og indkørslen fri for ukrudt.

En landmand og hans kone genner køerne ind fra marken for at blive malket. Foto: Colourbox

Et par årtier efter at de kemiske sprøjtegifte Prefix og Casoron blev forbudt i Danmark, er restproduktet BAM atter en gang fundet i grundvandet og har lukket et lille lokalt vandværk ved Todbjerg lidt nord for Aarhus. Vandværket opgiver på forhånd at foretage nye boringer i området, fordi forureningsproblemerne formentlig vil være de samme.

Restproduktet BAM er et af de stoffer, som sætter vandværksfolk grå hår i hovedet og koster vandforbrugerne mange penge. Stoffet stammer fra sprøjtemidlerne Prefix og Caseron, som blev brugt flittigt i både by og på land gennem mere end 30 år.

Flere læsere har både på vores facebook-side og i direkte mails til redaktionen afvist, at Prefix overhovedet blev anvendt af landmænd.

Prefix og Casoron blev ganske vist ikke anvendt mod ukrudt i marken, men på gårdspladser og i indkørsler til landbrugsbedrifterne. De kemiske vidundermidler blev desuden anvendt i frugtplantager, gartnerier og planteskoler.

Sæt konen til at malke
De lidt ældre læsere af Landsbladet – nu LandbrugsAvisen – vil måske huske annoncekampagnen for Prefix i 1980erne, hvor en landmandskone i store helsides-annoncer stod med en malkemaskine i hånden. Billedets budskab var rettet mod den økonomisk trængte landmand. Hvis han gav gårdsplads og indkørsel en god gang Prefix, kunne konens arbejdskraft frigøres til noget mere produktivt og indtægtsgivende end at luge ukrudt – for eksempel at malke(!)

I byområder blev de to midler også brugt af private haveejere og boligforeninger, ved sportsanlæg, skoler, veje, stier, rekreative områder mm. Det fremgår af en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2002, ‘Kilder til BAM-forurening og forureningsudbredelse’.

Har lukket flest vandboringer
Af dem fremgår det, at nedbrydningsproduktet BAM er det stof, der til dato (i 2002) har lukket flest vandboringer.

Aktivstoffet i de to såkaldt totalukrudtsmidler er dichlobenil og chlorthiamid. BAM, som også hedder 2,6-dichlorbenzamid, opstår, når de to stoffer nedbrydes i jorden.

De to midler blev lanceret i henholdsvis 1960 og 1963 af firmaerne Philip-Duphar og Shell. Da forbruget var størst, blev der brugt omkring 50.000 kg aktivt stof om året. Midlerne blev forbudt i 1997 af daværende miljøminister Svend Auken, men BAM forurener stadig drikkevandet mange steder i landet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: