Reshopper er et lokalt loppemarked på mobilen

GENBRUG – Med dansk genbrugs-app kan man let købe og sælge brugte børneting via mobilen. Folkene bag kalder det børnefamiliernes lokale markedsplads, og appen er downloadet mere end 200.000 gange.

Når børneværelset bliver fyldt med legetøj, kan forældrene sælge det via en app på smartphonen. Foto: Colourbox

Hvad der startede som et hobbyprojekt for fire nybagte fædre, har nu taget brugerne med storm. Projektet hedder Reshopper og er en genbrugsapp, hvor børnefamilier kan købe og sælge alt fra barnevogne til bodystockings, fortæller DR.

Men i modsætning til eksempelvis Den Blå Avis, finder app’en kun forslag inden for en radius af 20 kilometer, hvilket gør det nemt for brugerne hurtigt at afhente de købte varer.

Appen giver dig adgang til børnefamiliernes lokale markedsplads og er allerede downloadet mere end 200.000 gange. Alene i år er mere end 1.5 millioner varer oprettet. For mange har appen vist sig som et godt og nemt alternativ til loppemarkeder, garagesalg og salg på nettet.

Lokalt loppemarked på mobilen
Bag Reshopper står blandt andet Nicolai Johannesen, som oplevede, at alt for mange børneting fik lov at ligge og samle støv.

-Tanken var, at det skulle være en form for lokalt loppemarked på mobilen, siger han til DR.

Den ide har vist sig at være så stor en succes, at udlandet nu også skal købe og sælge deres brugte børneting via mobilen.

-Vi har ramt noget i markedet, som ikke var der, og det tror vi på, kan gentage sig andre steder, siger Nikolai Johannesen.

Derfor er appen også blevet lanceret i Sverige og Holland, og flere lande er i kikkerten.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: