Rapport om halekupering er tys tys

LANDBRUG – Fødevarestyrelsen bryder ifølge juridiske eksperter loven, når styrelsen mørklægger de centrale dele af et rapportudkast, som EU har udfærdiget efter et kontrolbesøg hos danske svineproducenter. Rapportudkastet forventes at være kritisk over for den danske praksis med halekupering af grise.

Smågrisene får skåret halen af. Indgrebet skal forebygge halebid, men er ulovligt.

Fødevarestyrelsen hemmeligholder centrale dele af EU-rapport om halekupering af grise. Det skriver Dagbladet Information.

Et rapportudkast fra EU-kommissionen, der med al sandsynlighed indeholder en kritik af den danske praksis med halekupering af grise, bliver i sin helhed holdt skjult af Fødevarestyrelsen.

Kommissionen har gjort styrelsen opmærksom på, at den ikke modsætter sig offentliggørelse af udkastet. Alligevel har Fødevarestyrelsen besluttet kun at give Information aktindsigt i dele af udkastet, så det kun er indledningen, en beskrivelse af de juridiske regler på området, baggrunden for besøget og bilag, der er synlige.

Centrale dele streget over
De centrale dele – resultaterne af besøget og de heraf følgende anbefalinger fra EU-Kommissionen – er streget over.

Det møder kritik fra Dyrenes Beskyttelse, der påpeger, at de ikke har mulighed for at komme med bemærkninger til rapporten, når de centrale dele af den mørklægges. Og spørger man juridiske eksperter, har Fødevarestyrelsen et alvorligt forklaringsproblem.

- Det er en forkert afgørelse, vurderer Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forhenværende forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

EU-kommissionen har tidligere været på besøg i Danmark og set på velfærden for de danske grise. I 2000 besøgte inspektionsmyndigheden en række danske svinestalde og kunne konstatere, at alle grisene var halekuperede. De danske myndigheder fik dengang besked på at stramme op, så halekupering ikke sker rutinemæssigt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: