Randers får landets største solcelleanlæg

Randers overhaler nu Skive og får landets største kommunale solcelleanlæg på taget. Det kan producere klimavenlig strøm, der svarer til 55 parcelhuses forbrug.

Randers overhaler med sin nye satsning på solcelleanlæg Skive som landets førende kommune.

Randers overhaler nu Skive og får landets største kommunale solcelleanlæg på taget. Det bliver på 1.900 kvadratmeter og kan producere klimavenlig strøm, der svarer til 55 parcelhuses forbrug.

Kommunen har afsat en pulje på 60 millioner kroner, der over de næste to år skal bruges til investeringer i solceller og  energibesparende foranstaltninger.

Det store anlæg, der placeres på taget af Søndermarksskolen, bliver kommunens niende anlæg i rækken.

I alt er 19 nye solcelleanlæg på vej, oplyser formanden for miljø- og teknikudvalget i Randers, Kasper Fuhr Christensen.

- Randers Kommune tager dermed den gule førertrøje på. Som kommune skal vi gå foran og vise vejen i forhold til klimaudfordringerne. Det er vi nærmest forpligtet til. Når det så oven i købet viser sig at være en god forretning, der også kan give penge i kommunekassen, så er det en win-win-situation, siger han.

En god forretning
Investeringen i de mange solcelleanlæg finansieres ved hjælp af 30-årige lån. Ifølge kommunens beregninger vil et anlæg tjene sig hjem i løbet af kun 11 år. Derfor vil investeringen ikke blot være til gavn for klima og miljø, men også give ekstra penge i kommunens pengekasse i en nær fremtid.

Når de nye solcelleanlæg står færdig sidst på året, bliver der i alt produceret strøm fra solen til et forbrug på en megawatt.

Det svare til 222 parcelhuses gennemsnitlige årlig strømforbrug. Det er dermed også noget, der batter i det samlede energiregnskab, fastslår Kasper Fuhr Christensen.

Han lægger i øvrigt vægt på det smarte i at skolerne under ferieperioder kan sætte den producerede energi i banken. Når skolerne åbner efter ferien og igen begynder at bruge strøm, kan de så hæve den opsparede strøm.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: