Paven advarer mod ødelæggelse af Jordens øko-system

KLIMA – Pave Frans advarer mod konsekvenserne af de globale klimaforandringer. Det er nødvendigt med omfattende ændringer af livsstil, forbrug og vores måde at producere på, mener den katolske kirkes overhoved.

Pave Frans på besøg i Assis. Foto: Anna Marie-Mercy Leicht Madsen

Den katolske kirkes overhoved Pave Frans vil i en tale, han ventes at holde torsdag i denne uge, rette en indtrængende appel til verden om, at vi skal ændre livsstil og omlægge vores energiforbrug for at afværge det, han betegner som en ‘ødelæggelse af Jordens øko-system, som er uden fortilfælde’ inden udgangen af dette århundrede. Paven priser også den globale økologiske bevægelse, der har været med til at skabe øget bevidsthed om problemerne.

Det har i lang tid været kendt, at paven vil holde en vigtig tale torsdag i denne uge om blandt andet de globale klimaforandringer, og mandag kunne en italiensk avis så offentliggøre dele af et udkast, som var blevet lækket til pressen.

- Hvis vi ikke handler nu, vil det få alvorlige konsekvenser for os alle, hedder det blandt andet i udkastet ifølge den britiske avis The Guardian.

Menneskeskabte
Pave Frans accepterer, at den de globale klimaforandringer overvejende er menneskeskabte, og opfordrer til, at en ny global politisk myndighed får til opgave at reducere forureningen og skabe udvikling i de fattige lande og regioner.

Menneskeheden må tage til efterretning, at der er behov for ændringer af livsstil, produktion og forbrug for at bekæmpe denne opvarmning, eller i det mindste de menneskelige årsager, der forårsager den, skriver paven i udkastet.

Pave Frans, som blev valgt i 2013, har tidligere udtrykt skuffelse over, at det ikke lykkedes at opnå en aftale om reduktion af klimagasserne ved klimatopmødet i Peru.

 

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: