Overtræk på klodens ressourcer fra 13. august

JORDEN – Overtrækket på klodens fornyelige ressourcer begynder i år allerede 13. august. Det er tidligere end nogensinde før. WWF efterlyser handling fra regeringen og dens parlamentariske grundlag.

Omkring 310.000 mennesker var på gaden i New York i september sidste år for at protestere mod den globale klima- og ressourcekrise. Foto: CC BY flickr John Minchillo.

På mindre end otte måneder har menneskeheden opbrugt årets økologiske budget. Det betyder, at det ubæredygtige overtræk på jordens ressourcer i år allerede starter 13. august – seks dage tidligere end i fjor.

Det viser data fra den internationale tænketank for bæredygtighed, Global Footprint Network, oplyser WWF – Verdensnaturfonden.

Dagen, hvor grænsen nås, er kendt internationalt som ’Earth Overshoot Day’ og er de senere år faldet tidligere og tidligere, hvilket altså betyder, at vi menneskers forbrug hurtigere og hurtigere vokser sig større end hvad jorden kan reproducere i løbet af et år.

I 2000 faldt Earth Overshoot Day således 1. oktober.

Overforbrug fører til kollaps
Økologisk overtræk er kun muligt i en periode, da overforbruget på sigt vil føre til udpining og kollaps af jordens økosystemer. Det kan vise sig ved mangel på drikkevand, ørkendannelse, skovfældning, udryddelse af dyrearter og ophobning af CO2 i atmosfæren.

- Det her svarer til, at vi – hvis man ser jorden som et æbletræ – ikke bare spiser æblerne, men samtidig går i gang med at vælte træet. Det er et usundt overforbrug, som truer naturen, dyrene og vores alles fremtid, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Herhjemme har vores økologiske fodaftryk i årtier været for stort. Positivt er det, at udledningen af CO2 løbende bliver reduceret, men det er afgørende, at regeringen i den kommende valgperiode tager de nødvendige skridt for at reducere vores overtræk på klodens ressourcer, mener WWF.

Uklart hvad regeringen vil
- Det står endnu uklart, hvad regeringen vil gøre for at fastholde vores førerposition på klimaområdet, siger Gitte Seeberg.

- Det er nødvendigt, at regeringen og dens parlamentariske grundlag ikke sidder på hænderne, men allerede her først i valgperioden tager konkrete initiativer for at bremse Danmarks overtræk på klodens ressourcer

Gitte Seeberg mener, at regeringen bør lytte til de Konservative og sætter et mål om at reducere udledningen af CO2 med 40 procent i 2020. Regeringen bør også lægge sig i selen for at yde en markant indsats for at sikre en global og ambitiøs klimaaftale til COP21 i Paris senere på året. Ligeledes skal landbrugets udpining af økosystemer både herhjemme og i udlandet under kontrol.

Regeringen kan også støtte certificeringsordningen MSC, der arbejder for at sikre, at der ikke drives rovdrift på verdens fiskeribestande.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: