Ørbæk Bryggeri lancerer nye ingefærshots

ØKOLOGI – Ingefær hitter som årets øko-grøntsag, og med lanceringen af tre varianter Ginger Shots viser Naturfrisk fra fynske Ørbæk Bryggeri igen vejen for nye økologiske drikkevarer.

Folk er vilde med ingefærshots eller Ginger Shot, som de tre nye varianter fra Ørbæk Bryggeri hedder.

Et hastigt stigende antal madbloggere og andre med sans for det gode liv har gennem det seneste års tid fået øjnene op for, at en rigtig god begyndelse på dagen er at starte den med et skud ingefærjuice blandet op med for eksempel lidt citron og gulerodssaft. Og mindst lige så godt er det at tage et ingefærshot som en alkoholfri opstrammer senere på dagen.

På nettet vrimler det med opskrifter på hjemmelavede shots med ingefær. Men vil man gerne slippe for selv at bøvle med saftpresser og målebæger, er der nu hjælp at hente fra det lille men vågne Ørbæk Bryggeri på Fyn.

Tre Ginger Shots
Under varemærket Naturfrisk lancerer Ørbæk Bryggeri i disse dage tre varianter af ingefærshots – eller Ginger Shot, som der står på etiketterne. Den variant af Ginger Shot, som smagsmæssigt rummer mest krudt, indeholder hele 70 procent ingefærjuice; og derudover lidt citron og æble for at afrunde smagen.

De to andre indeholder 20 procent ingefærjuice, som er smagt til med henholdsvis gulerods- og rødbedejuice. Alle tre varianter sælges både i 250 og 500 ml flasker.

Som alle andre produkter fra Naturfrisk er de tre Ginger Shots naturligvis 100 procent økologiske. Og for friskhedens skyld sker presningen af den rå ingefærjuice i Ørbæk.

Folk var vilde med dem
- Vi delte de første smagsprøver af de tre shots ud på den internationale økologi-messe BioFach i Tyskland i februar, og folk var helt vilde med dem. Så vi er rigtig glade for, at vi nu får Ginger Shot ud i detailhandelen og på cafeer og restauranter, siger Niels Rømer, direktør og medejer af Ørbæk Bryggeri.

En anden erfaring fra BioFach 2016 er, at ingefær er virkelig hot internationalt. Som Økologisk Landsforening skrev i en opsummering fra messen: ‘Ingefær hitter som årets øko-grøntsag’.

Flere år med ingefærdrikke
- I Ørbæk er vi med til at skabe trends, og vi har allerede i flere år produceret flere forskellige drikke med ingefær; blandt andet vores prisbelønnede Ginger Beer og ingefær smoothies. Med de nye Shots har jeg stor tiltro til, at endnu flere danskere vil få øjnene op for ingefærs bemærkelsesværdige kvaliteter i forhold til både smag og velbefindende, siger Niels Rømer.

Alle tre slags Ginger Shot kan nydes rene eller blandet med anden juice, vand eller danskvand, ligesom de kan bruges som et godt pift i madlavningen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: