Opmuntrende appel fra den grønne pave

KOMMENTAR – Pave Frans har rettet en indtrængende appel til verdens 1,2 milliarder katolikker om at skrue ned for forbruget og ændre livsstil for at redde Jorden.

Pave Frans på besøg i Assis. Foto: Anna Marie-Mercy Leicht Madsen

Af Knud Anker Iversen

Vi lever i skammelig overflod og bruger skamløst af vores fælles klodes begrænsede ressourcer – og det er ukristeligt!

Sådan kan – i korte træk – det sammenfattes som Pave Frans denne sommer skrev i sit hyrdebrev til de 1.2 milliarder katolikker, der er på denne klode.

Hyrdebrevet, der er på 82 tætskrevne sider, er at betragte som en vejledning til de mange katolikker, hvordan de bør leve deres liv.

»Lev dit liv i nøjsomhed og i respekt for naturen. Hav respekt for Guds skaberværk«.

Det udsendes hvert femte år og betragtes som et helt centralt dokument i den katolske kirke.

Paven taler af rent hjerte
Pave Frans har taget sit navn fra Frans af Assisi, som han referer til:

»Frans af Assisi minder os om, at vores fælles hjem er som en søster og som en smuk mor, der åbner sine arme for at omfavne os. Denne søster skriger nu til os på grund af den skade, vi har påført hende med vores uansvarlige brug og misbrug af de ressourcer, som Gud har udstyret hende med.«

Pave Frans er meget populær blandt sine mange undersåtter, og det hænger sammen med, at han taler af et rent hjerte og med stor indignation. Der er grund til at lytte, når Frans ytrer sig.

Det er dog ikke kun at opfatte som en formaning til os mange små mennesker, men skal også betragtes som en klar melding om, at der skal træffes vidtgående beslutninger på klimamødet i Paris til december. Vi er nødt til at omstille samfundene i en mere bæredygtig retning. For eksempel beder paven de rige nationer om at revurdere brug og smid væk- tankegangen som drivkraft for produktionen.

»Når blot produktionen vokser, bekymrer man sig ikke meget om, hvorvidt det sker på bekostning af fremtidens ressourcer eller miljøets tilstand,« som der blandt andet står i hyrdebrevet.

Etisk og økonomisk revolution
Paven opfordrer til en etisk og økonomisk revolution for at forhindre katastrofale klimaændringer og giver i den forbindelse et rygstød til de mange græsrodsinitiativer, der taler for divestment – sørg for at investere pensionsmidlerne i bæredygtig energi og ikke i kul og olie.

Et helt centralt punkt i hyrdebrevet er respekten for the global common. Det vi har til fælles som himlen, klimaet, havet, skovene og naturen omkring os. »Det naturlige miljø er et kollektivt gode, hele menneskehedens arv og alles ansvar«, som han skriver.

Grundlæggende er der dog tale om en livsstilsændring: »Hvad hjælper det at bremse udledningen af drivhusgasser, hvis forbruget fortsat er skyhøjt? Eller hvis der fortsat er en enorm befolkningstilvækst? Det gælder om at sætte nye værdier ind, og der kan tro gøre en forskel – selv om det tager tid,« siger han.

Appellen, der er rettet til katolikkerne, kan vi, der har en anden tro eller ingen religiøs overbevisning, dog godt tage til os.

Det er livgivende og opmuntrende, når der er mennesker, som hæver sig over de daglige trakasserier og bekymringer og henleder vores opmærksomhed på det helt basale – hvilke værdier skal være ledetråd for vores liv.

Knud Anker Iversen er daglig leder af Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup og er ny blogger på OrganicToday.dk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: