Økologiske muslinger i butikkerne

ØKOLOGI – Økologisk opdrættede og kontrollerede muslinger er en ny dansk specialitet, som vinder indpas i supermarkeder og netbutikker.

Økologiske blåmuslinger er en ny delikatesse i mange butikker. Foto: Villy Larsen, Dansk Akvakultur.

Sidste år var Netto den første butikskæde til at opdage den nye delikatesse, og i år har Irma fået øjnene op for specialiteten fra det rene havvand i Limfjorden og Horsens Fjord: Økologiske blåmuslinger.

Også andre supermarkedskæder forventes at hoppe med på vognen og tilbyde kunderne økologiske muslinger i løbet af de kommende måneder, ligesom internetbutikker, gårdbutikker og velassorterede fiskehandlere er begyndt at føre det velsmagende skaldyr i økologisk udgave.

Større end andre muslinger
At kvaliteten er rigtig god, kan Lone Hedegaard bevidne. Hun er medejer af den populære gårdbutik Gothenborg nær Silkeborg, hvor hun også serverer lækker økologisk mad for større selskaber.

- De økologiske muslinger er større end andre muslinger, så der er noget at tygge på, og så har de en meget fin smag, fortæller hun.

Nemme at tilberede
Ifølge Lone Gothenborg er det meget nemt at tilberede de forkogte og dybfrosne øko-muslinger.

- For eksempel kan man bruge dem til tapas ved ganske enkelt at tø posen op, åbne muslingerne, smide den ene halvdel af skallen væk, og så lade dem sidde i den anden halvdel. Giv hver musling en lille klat smør, som er rørt op med hvidløg og persille, og til sidst bare to minutter under grillen. Så er de færdige, lyder én af hendes opskrifter.

- Man kan også bare pille muslingerne ud af skallerne og så riste dem hurtigt på panden med lidt smør, salt og måske krydderier, hvis man synes. Så er de gode i en salat, for eksempel med pasta, tilføjer Lone Hedegaard.

Snart sæson for ferske
Aktuelt er Irma med sine mere end 80 butikker den største forhandler af økologiske muslinger. Året rundt sælges de som forkogte og på frost, og i sæsonen fra maj-juni til sidst på sommeren kan man også finde ferske (levende) øko-muslinger i Irma-butikkerne.

- Vi er i forvejen gode til at sælge skaldyr og økologi, og når de økologiske muslinger så tilmed er danske, så er det helt i top, siger Ghita Christiansen, vareplanlægger for dybfrost i Irma-kæden.

Opdrættes på liner
Modsat næsten alle andre muslinger på markedet er de økologiske blåmuslinger altid opdrættet på lange liner, som hænger ned i vandet. De er derfor fri for de små sandkorn, som kan genere i muslinger, der på traditionel vis er fisket op fra havbunden.

Desuden er økologisk opdræt af muslinger meget skånsomt for naturen, mens fiskeri efter almindelige muslinger ofte kritiseres for at gå hårdt ud over livet på havbunden.

De allerfleste økologiske muslinger opdrættes på syv anlæg i Limfjorden. Desuden er et anlæg i Horsens Fjord godkendt til økologisk produktion, og et par mere er på vej til at blive det.

Økologiske anlæg til opdræt af muslinger kontrolleres af staten på samme måde som økologiske landbrug.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: