Økologisk salg steg næsten ti procent i USA

ØKOLOGI – Amerikanske forbrugere trodser krisen og købte i 2011 økologiske varer for 180 milliarder kroner. Det er 9,5 procent mere end året før. Det økologiske fødevaresalg udgør nu 4,2 procent af det samlede fødevaresalg i USA, og væksten fortsætter i de kommende år.

Udvalget er meget stort i Rainbow Grocery i San Francisco, og forbrugere går i stigende grad bevidst efter sunde, økologiske produkter.

Trods den økonomiske krise spenderer amerikanske forbrugere flere penge på økologiske varer end nogensinde før.

Salget steg sidste år 9,5 procent og nåede dermed op på 31,5 milliarder dollar, svarende til 180 milliarder kroner, oplyser den økologiske organisation, Organic Trade Association.

- Forbrugerne er fortsat meget engagerede og bliver mere og mere kræsne, når de handler. De træffer deres forbrugsvalg baseret på deres værdier og bevidsthed om sundhed og miljøhensyn, siger Christine Bushway, der er adm. direktør for Organic Trade Association.

Mange vare at vælge imellem
- For forbrugerne er det vigtigt, om fødevarerne er genetisk manipuleret eller fremstillet ved hjælp af metoder, der er gavnlige for familiens sundhed. Prisen er stadig et problem, men til gengæld er der mange varer at vælge imellem og en høj tilgængelighed, siger Christine Bushway.

Efterspørgslen efter økologiske fødevarer vokser langt stærkere end salget af konventionelt fremstillede fødevarer, der måtte nøjes med en fremgang på 4,7 procent.

Den stærke økologiske vækst er ifølge Organic Trade Association et bevis på, at forbrugerne er villige til at betale lidt ekstra for høj kvalitet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: