Økologisk høstmarked er blevet en evergreen

ØKOLOGISK HØSTMARKED – 60.000 børn og voksne har i weekenden været til økologisk høstmarked. Børnene har boltret sig i øko-halm og klappet økologiske grise, lam og kalve, og de voksne har suget til sig af og nydt de mange smagsprøver, da 80 øko-gårde i weekenden holdt det efterhånden traditionsrige årlige høstmarked.

60.000 børn og voksne besøgte i weekenden en økologisk gård og deltog i et økologisk høstmarked. /Foto: Økologisk Landsforening

I denne weekend indbød økologiske gårde over hele landet til høstmarked for 20. gang, og i alt 60.000 danskere benyttede sig af muligheden for at møde deres lokale økologiske landmand og opleve det økologiske landbrug helt tæt på.

Gør det nemmere at forstå
- Det er rigtigt dejligt at se, at så mange danskere trodser regn og blæst og bakker op om økologien, når de økologiske landmænd inviterer ‘indenfor’, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

- Tusindvis af nysgerrige gæster har i weekenden fået et førstehåndsindtryk af, hvordan det økologiske landbrug fungerer. Når gæsterne møder øko-landmanden og med egne øjne kan se, hvordan dyr og marker trives, er det meget nemmere at forstå, at det er muligt både at producere mad af høj kvalitet, og samtidig undgå giftstoffer og beskytte naturen, siger Per Kølster.

Vores køb af økologiske varer skåner den danske natur og grundvand for tonsvis af sprøjtegiftrester hvert eneste år. Det giver en rigere natur med flere sommerfugle, bier og vildt, og det giver os alle sammen rene fødevarer uden rester af sprøjtegifte. Når vi vælger økologi, siger vi samtidig farvel til 281 E-numre i vores mad. Og vi er med til at sikre, at dyrene har god plads og kan komme ud under åben himmel.

For både børn og voksne
Til de økologiske høstmarkeder har tusindvis af børn boltret sig i halmborge, bagt snobrød over bål, kørt i hestevogn og klappet økologiske grise, heste, lam og kalve. Imens har de voksne smagt på økologiske fødevarer, gået på opdagelse i de økologiske gårdbutikker og været på markvandring med landmanden.

- Det er utroligt positivt at se, at det både er børnefamilier, unge og ældre, der har lyst til at bruge en lørdag eller søndag på at besøge en økologisk gård og opleve, hvor den økologiske mad kommer fra, siger projektleder i Økologisk Landsforening, Birgitte Nygaard.

Mere end en million gæster har været med til at fejre høsten af sommerens avl og afgrøder på økologiske gårde, siden det første høstmarked i 1993. Arrangementer gennemføres med tilskud fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og koordineres af Økologisk Landsforening.


Afslutning på Den Økologiske Uge

Økologisk Høstmarked afsluttede Den Økologiske Uge, som fandt sted i hele landet i uge 35 og var en hyldest til dansk økologi. Både ude på gårdene og i de større byer har der været øko-aktiviteter for børn og voksne i den forgangne uge.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: