Økologisk destilleri og restaurant åbner i Nyborg

ØKOLOGI – Danmarks største økologiske mikrodestilleri og gourmet-restaurant åbner i Nyborgs historiske jernbaneværksted i dag lørdag.

Nyborg Destilleri åbner i dag, og der er gratis smagsprøver på destilleriets nye økologiske whisky Ardor - Isle of Fionia og rommen Huracán. Foto: Uffe Johansen

Under navnet Nyborg Destilleri åbner Danmarks største mikrodestilleri med tilhørende restaurant af superliga klasse 10. juni i det smukt restaurerede gamle jernbaneværksted midt i Nyborg.

Det sker med en stor folkefest med gratis adgang, musik fra blandt andre Lasse & Mathilde, økologisk mad og drikke samt naturligvis smagsprøver på destilleriets nye økologiske whisky Ardor – Isle of Fionia og rommen Huracán.

- Det er 20 års drøm, der går i opfyldelse, siger Niels Rømer i en pressemeddelelse.

Sammen med sin familie ejer han i forvejen det navnkundige Ørbæk Bryggeri samt andre økologiske virksomheder, og nu altså også Nyborg Destilleri.

Økologi og passion for kvalitet
Ligesom bryggeriet i Ørbæk går også Nyborg Destilleri all in på økologi. I restauranten og den tilhørende cafe vil over 90 procent af råvarerne være økologiske og så vidt muligt lokale, og al whisky og anden spiritus fra destilleriet vil have det røde Ø-mærke på etiketten.

I lighed med maden vil de stærke dråber hovedsageligt være baseret på dansk dyrkede råvarer.

Den konsekvent økologiske tankegang i det smukt genoplivede togværksted går hånd i hånd med en passion for høj kvalitet, både hos ejerne og hos Kim Møller-Elshøj. Han er ansat som blender og fortæller i destilleriet og vil stå for de rundvisninger, som grupper fra 8 til 25 personer kan booke sig ind på.

- Vores drivkraft bag det her projekt er, at den skønneste whisky endnu ikke er skabt. Vi vil hver dag med ildhu stræbe efter at producere noget, som er bedre, end det vi producerede i går. Også selv om vi nok aldrig når målet, forklarer han.

Ottedobler kapaciteten
Hans hjertebarn er Isle of Fionia Single Malt Whisky, der siden 2009 er blevet fremstillet på et 1000 liters destillationsapparat på Ørbæk Bryggeri.

Med det nye anlæg i Nyborg er kapaciteten blevet otte gange så stor. Ligesom i Ørbæk skal de nye store gæringskar i træ og de smukke kobberkedler i Nyborg også bruges til andre håndlavede former for spiritus: Rom, gin, frugtbrændevin og snapse.

Alt lagres og tappes på stedet og sælges i destilleriets egen butik og distribueres i såvel Danmark som udlandet.

I dag er der inviteret til folkefest for Fyns nye gastronomiske attraktion i det gamle restaurerede jernbaneværksted midt i Nyborg. Foto: Uffe Johansen

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: