Økologien fik en luns i aftale om finanslov

ØKOLOGI – Økologisk Landsforening roser ny finanslovsaftale. Ifølge Paul Holmbeck kan den skabe mere og bedre økologi.

Paul Holmbeck: Vi kiggede ud over en klippekant, hvor stort set alle statslige udviklingsaktiviteter på økologiområdet ville være sluttet i 2018. Foto: Økologisk Landsforening

En ny finanslovsaftale, som blev indgået fredag aften, sikrer 160 millioner kroner over de næste tre år. Aftalen omfatter blandt andet omlægningsstøtte til et større landbrugsareal og en økologi-pakke, der skal administreres af Fonden for Økologisk Landbrug.

Økologi-pakken skal fremme eksporten af økologiske varer og sikre mere innovation.

Ifølge Økologisk Landsforenings direktør Paul Holmbeck var finanslovsforhandlingerne »lidt af en gyser«.

- Finanslovsforhandlingerne var lidt af en gyser for Økologisk Landsforening, som kiggede ud over en klippekant, hvor stort set alle statslige udviklingsaktiviteter på økologi-området ville være sluttet i 2018. Derfor kunne foreningen, som repræsenterer de økologiske landmænd, virksomheder, forbrugere og køkken-professionelle, ånde lettet op, da en aftale kom i mål med 100 millioner kroner til økologisk omlægning og 60 millioner til videreudvikling af det økologiske marked og eksport samt innovationsaktiviteter, der udvikler økologi yderligere på områder som klimaet, dyrevelfærd og naturskånsom produktion, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Aftalen sikrer ressourcer de næste tre år til at skabe mere og bedre økologi. Mere økologi fremmes med midler til økologiomlægning i landbruget og indsatsen for udvikling af nye markeder og eksport, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

- Samtidig skaber Fonden for Økologisk Landbrug bedre økologi ved at støtte udvikling af nye løsninger i økologisk landbrug for dyrevelfærd, klima og mere naturskånsom produktion. Vi er glade for, at regeringen og DF vil bruge økologi aktivt til gavn for miljøet, klimaet og grønne job, siger han.

Nye muligheder for økologer
Ifølge ham kan aftale skabe mange nye muligheder for de økologiske landmænd.

- De økologiske landmænd brænder for udvikling, og aftalen sikrer ny viden og nye løsninger i økologisk landbrug. Samtidig er markeds- og eksportindsatsen med til at sikre nye udviklingsmuligheder for både de økologiske landmænd og virksomheder, som kan skabe flere grønne jobs i Danmark, siger Paul Holmbeck.

Fonden for Økologisk Landbrug
Han betegner aftalen som en styrkelse af Fonden for Økologisk Landbrug. Blandt andet fordi den kan fokusere på en række indsatser, som Miljø- og fødevareministerens Erhvervsteam Økologi har rost som værende effektive til at skabe nye markeder og ny viden til økologer.

- Aftalen fastholder en vigtig del af den økologipolitik, der har gjort Danmark til verdensførende på økologi-salg og en stærk økologisk eksportnation. Samtidig er aftalen en opbakning til de økologiske landmænd, der vil videreudvikle deres produktion, og konventionelle landmænd, der vil gå økologi-vejen, siger Paul Holmbeck.

- Naturen, dyrene og miljøet vinder også med aftalen, ligesom forbrugerne kan glæde sig til flere økologiske produkter og en økologi, der bliver mere bæredygtig dag for dag, siger han.

Aftalen gør det muligt med indsatser i hele verden, der brander Danmark som verdens førende økologi-nation – en position som tiltrækker interesse og investering, og som skaber eksport, pointerer Holmbeck.

Verdensmarked for økologiske varer overstiger nu 500 milliarder kroner og vokser år for år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: